Af Ritzau - 27/05-17 02:15

Bombemands 24-årige fætter anholdt efter Manchester-angrebBombemands 24-årige fætter anholdt efter Manchester-angreb

Salman Abedis fætter, der ejer en frisørsalon i Manchester, er ifølge The Telegraph blevet afhørt af politiet.

En 24-årig fætter til den formodede bombemand bag angrebet i Manchester, Salman Abedi, er blandt de anholdte efter mandagens angreb, der kostede 22 mennesker livet.

Den 24-årige mand er indehaver af en frisørsalon i Manchester-bydelen Fallowfield. Det skriver det britiske medie The Telegraph.

Manden er fredag aften blevet afhørt om sin eventuelle rolle i forbindelse med angrebet i Manchester.

Den 24-årige mand blev anholdt onsdag sammen med to andre i hans hjem i Fallowfield i Manchester.

Væbnede politifolk ransagede fredag morgen hans frisørsalon. Her blev der beslaglagt en række genstande.

Ifølge The Telegraphs oplysninger vides det endnu ikke, om den 24-årige mand mistænkes for at have medvirket til mandagens angreb.

Tidligere på fredagen kom det frem, at politiet i Manchester havde anholdt en 44-årig mand.

Efterforskningen tyder på, at han kan have forbindelse til mandagens bombeangreb i den britiske storby.

- Anholdelsen har forbindelse til mandagens angreb mod Manchester Arena. Men dette er en efterforskning i hastig udvikling. Vi bevarer et åbent sind på nuværende tidspunkt, skrev politiet på Twitter fredag.

Anholdelsen skete fredag aften i Rusholme-området.

Manden er mistænkt for at have overtrådt de britiske antiterrorlove, tilføjer politiet.

Med anholdelsen af den 44-årige mand er der foretaget i alt 11 anholdelser i sagen. Ni mænd er fortsat i politiets varetægt.

Tidligere er en mand og en kvinde blevet løsladt igen uden at være sigtet.

Lederen af det britiske politis antiterrorenhed, Mark Rowley, sagde fredag, at politiet mener at have "fået fat i en stor del" af bombemandens netværk.

Rowley tilføjede, at han er overbevist om, at politiet har fat i nogle "nøglespillere". Det er ifølge ham sandsynligt, at der vil ske flere anholdelser.

22 mennesker blev dræbt og over 100 såret, da en selvmordsbombemand mandag aften udløste en sprængladning i Manchester Arena.

Det skete, netop som en koncert med popstjernen Ariana Grande var slut, og salen var fuld af mennesker.

Mange af ofrene er unge mennesker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx