Af Ritzau - 29/03-17 22:31

Anders Samuelsen rev Ukraine i næsen på russisk kollegaAnders Samuelsen rev Ukraine i næsen på russisk kollega

Den danske udenrigsminister udfordrede under middag sin russiske ministerkollega på spørgsmålet om Krim.

Der blev både skålet i vodka og fyret jokes af, da udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) onsdag aften spiste middag med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Arkhangelsk nær polarcirklen.

Middagen, som også den islandske præsident og den norske udenrigsminister deltog i, blev ifølge Samuelsen afviklet i højt humør, selv om parterne kom omkring alvorlige emner som Ruslands annektering af Krim-halvøen for tre år siden.

Et emne som den danske udenrigsminister selv tog op.

- Jeg spurgte Lavrov, hvornår det så er, at Krim bliver forenet med Ukraine, og hvad russerne selv gør for at få deeskaleret konflikten. Og det havde vi så en meget åbenhjertig diskussion om, siger han.

Spørgsmål: Hvad svarede han?

- Det får du ikke at vide. Men der er jo ingen tvivl om, at russerne ikke lige ser et perspektiv i, at Krim bliver ukrainsk igen.

- Det var heller ikke, fordi jeg regnede med, at han ville sige: nå o.k., så ringer jeg lige i morgen og får Krim til at høre til Ukraine igen. Men jeg afleverede vores synspunkter, siger Samuelsen.

Middagsmødet tog tre timer. Ud over Ukraine nåede ministrene omkring både konflikten i Syrien, oprustningen i Baltikum og den seneste tids hårde nedslag på demonstranter i Rusland.

De talte også om de overlappende krav, Danmark og Rusland har indgivet over for FN på store havbundsområder ved Nordpolen.

Og selv om der tilsyneladende ikke kom konkrete resultater ud af middagssnakken, var det alligevel en tilfreds dansk minister, der efterfølgende kunne puste ud på sit hotel.

- Det var et godt møde, hvor vi måske ikke fik rykket noget 180 grader i en anden retning, men hvor jeg tror på, at der faldt en dråbe på stenen, som i sidste ende kan være med til at gøre en forskel, siger Anders Samuelsen.

Den danske udenrigsminister har også torsdag program i den nordrussiske by, hvor præsident Vladimir Putin lægger vejen forbi for at tale ved konferencen International Arctic Forum.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx