Af Ritzau - 16/12-16 15:32; Opdateret: 16/12-16 17:04

Minister vil stramme kontrol med moms yderligereMinister vil stramme kontrol med moms yderligere

Skatteministeren har fremlagt en 17-punkts plan, men lægger op til forhandlinger i foråret om lovgivning.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil nu gå i gang med at føre en 17-punkts plan ud i livet med henblik på at skærpe kontrollen på momsområdet.

Det sker efter skarp kritik fra Statsrevisorerne. De frygter, at statskassen kan være gået glip af op mod 95 milliarder kroner som følge af manglende kontrol med negativ moms.

Men de 17 punkter kommer ikke til at stå alene, forsikrer Karsten Lauritzen:

- Jeg tror ikke, at de 17 punkter er nok. Der skal en del til, og der har været bud fra de forskellige politiske partier på, hvad man kan se på. De forslag vil vi arbejde videre med i Skatteministeriet.

- Så skal der efterfølgende være en regeringsproces, hvor vi ser på, om man kan ændre lovgivningen for at minimere muligheden for at svindle med moms. Og om man kan tilføre flere ressourcer, og hvor skal de tilføres.

Ministeren lægger op til, at den politiske proces vil foregå til foråret, når politikerne ifølge ministeren "står på et mere oplyst grundlag".

De 17 tiltag skal forhindre, at virksomheder kan få tilbagebetalt moms, som de ikke er berettiget til.

Skatteministeren vil blandt andet fjerne den bagatelgrænse, der hidtil har betydet, at alle refusionsbeløb under 10.000 kroner om måneden ikke er blevet kontrolleret af myndighederne.

Socialdemokratiet er positiv over for regeringens 17-punkts plan.

- En del er stadig på overskriftsform eller analyser, som ministeriet vil sætte i gang. Men det er positivt, at regeringen tager sagen alvorligt og vil gennemføre disse ting, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

Der er sket en stor stigning i udbetalingen af negativ moms.

Den er i perioden fra 2009 til 2015 steget fra 140 milliarder til cirka 235 milliarder kroner, og dermed er der potentielt svindlet for op mod 95 milliarder.

Det er ikke dokumenteret, at der rent faktisk er svindlet. Men det kan heller ikke afvises, sagde statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), tidligere på ugen.

Knap er planen fremlagt, før Enhedslisten kalder ministeren i samråd. Planen er nemlig ifølge Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, helt urealistisk, når der kun tilføres 20 årsværk.

-Jeg er sådan set enig i mange af de tiltag, som planen indeholder. Men der er jo altså også nogle medarbejdere, der skal udføre alle disse ekstra kontroller, siger han i en skriftlig kommentar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx