Af Ritzau - 26/03-17 09:04

Politisk flertal vil sende unge til tandlæge uden regningPolitisk flertal vil sende unge til tandlæge uden regning

SF vil indføre gratis tandlægebesøg for 18-24-årige. S, DF og EL bakker op, men er dog uenige om modellen.

Selv om man er blevet for gammel til at besøge en skoletandlæge, så skal det stadig være muligt at sætte sig til rette i stolen og få tjekket bisserne uden at skulle betale for det.

Det foreslår SF, som vil gøre tandlæge gratis også for 18-24-årige. Det skriver DR.

SF er bekymret for, at for mange unge stopper med at gå til tandlægen, når det begynder at koste penge, og dermed får varige tandskader.

- Vi er optagede af, at man ikke kan kigge ind i folks mund og se, hvilken indkomst de har. For det er jo faktisk tilfældet, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til DR.

- Ofte er det dem, der har det svært i vores samfund, der har dårlige tænder, fordi de ikke har råd til at gå til forebyggende behandlinger. Vi skal sørge for, at folk har gode tænder, når de bliver gamle, siger hun.

SF skønner, at forslaget vil koste 70 millioner kroner om året. Partiet vil hente pengene ved at hæve skatterne for renteindtægter og anden kapitalindkomst.

Både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten bakker ifølge DR op. Dog er partierne ikke helt enige om, hvordan modellen skal være.

Socialdemokratiet vil gøre det første og andet tandlægebesøg i den private tandpleje gratis for de unge, men partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at seks år med gratis tandlæge er for lang tid.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået at gøre tandpleje for de 18-20-årige gratis. Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) er parat til at forhandle en aftale på plads med udgangspunkt i SF-forslaget.

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, melder sig parat til at støtte forslaget fra SF. Jo mere brugerbetaling, der kan afskaffes, desto bedre, lyder det til DR.

Idéen skydes dog ned af regeringspartiet Venstre. Sundhedsordfører Jane Heitmann (V) siger til DR, at det hører med til at blive voksen, at man skal passe på sig selv - herunder sine tænder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx