Af Ritzau - 23/01-17 12:12; Opdateret: 23/01-17 14:10

Syg dommer udsætter sag om udlevering af tyrkiske officererSyg dommer udsætter sag om udlevering af tyrkiske officerer

En højesteretsafgørelse i Grækenland om udlevering af kupmistænkte, tyrkiske officerer er udsat til torsdag.

storybild

En gruppe personer krydser kontrolpost på FN's "Grønne Linje" i hovedstaden Nicosia. Tyrkiet og Grækenland er garanter for hver deres part i bestræbelserne på at få forenet den græsk-cypriotiske og den tyrkisk-cypriotiske del af øen. (Billede: Reuters/Yiannis Kourtoglou)

Grækenlands Højesteret udsatte mandag en afgørelse i en opsigtsvækkende sag om udlevering af otte tyrkiske officerer til Tyrkiet.

Afgørelsen, der var ventet mandag, er udsat til torsdag. Det meddeler kilder ved domstolen til AFP. De siger, at udskydelsen skyldes, at en af dommerne er blevet syg.

Officererne er i deres hjemland mistænkt for at være involveret i et kupforsøg sidste år. De flygtede til Grækenland fire dage efter det fejlslagne kup 15. juli. De benægter, at de var involveret i kupforsøget.

- De frygter for deres liv, hvis de bliver udleveret, skriver den græske avis Kathimerini.

De otte tyrkiske officerer flygtede i helikopter til den græske by Alexandroupoli. De har siden været fængslet for at have krydset Grækenlands grænse ulovligt.

Tre forskellige dommerpaneler ved lavere retsinstanser i Grækenland har allerede afvist Tyrkiets begæring om udlevering.

Hvis også den græske Højesteret afviser begæringen, kan det forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet. Det vil ske på et tidspunkt, hvor nye Cypern-forhandlinger er ved at blive forberedt.

Tyrkiet og Grækenland er garanter for hver deres part i bestræbelserne på at få forenet den græsk-cypriotiske og den tyrkisk-cypriotiske del af øen.

Et af de vanskelige spørgsmål er, hvorvidt tyrkiske soldater skal forblive på den nordlige del af øen efter en genforening.

Menneskerettighedsgrupper siger, at retssagen i Grækenland er en test af, om EU-landet Grækenland står fast på grundlæggende principper og værdier.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde i januar, at det var udelukket, at de 30.000 tyrkiske soldater på den tyrkisk-cypriotiske del af Cypern vil blive trukket hjem.

Cypern blev formelt medlem af EU i 2004. EU-reglerne er dog suspenderet for den tyrkiske del af øen.

De otte mænd ventes at blive stillet for en militær domstol, hvis de vender hjem. Tyrkiet indledte mandag retssager mod snesevis af soldater, som er anklaget for at have støttet kupmagerne.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx