Af Ritzau - 11/03-17 00:54; Opdateret: 11/03-17 01:26

Damedouble tromler over japanere i All England-kvartfinaleDamedouble tromler over japanere i All England-kvartfinale

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen havde ikke det store besvær med at slå ottendeseedede japanere.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til semifinalen ved Super Series Premier-turneringen All England.

De andenseedede danskere havde i kvartfinalen ikke det store besvær med at slå japanerne Naoko Fukuman og Kurumi Yonai overbevisende med 21-12, 21-11.

Det var endnu en overbevisende kamp af duoen, som endnu ikke har afgivet sæt i turneringen. Men fredagens kamp var dog den første reelle styrkeprøve.

- Det var en solid indsats. Det var ikke mange fejlskridt og fejlbeslutninger, vi tog. Sådan er det, når man rider på en bølge, frem for at man kæmper med det, så det var bare fedt at spille, siger Christinna Pedersen.

- Vi viste, at vi var klar til tempo og hårde dueller, som vi ikke har været udsat for før i turneringen. Det var dejligt at mærke, at vi har god speed, så vi glæder os bare til semifinalen, tilføjer Pedersen.

Danskerne kontrollerede kampen fra start til slut, og da japanerne reducerede til 11-13 i andet sæt, lukkede danskerne ballet med otte point på stribe.

Det var sjette gang, at danskerne stod over det japanske par, der var seedet som nummer otte i All England.

Kun en enkelt gang er det blevet til et nederlag for den danske damedouble.

Nu venter i lørdagens semifinale de tredjeseedede sydkoreanere, Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan, som danskerne har slået i tre ud af fem indbyrdes opgør i karrieren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx