Af Ritzau - 17/05-17 13:24; Opdateret: 17/05-17 14:37

Anklager insisterer på livstid til sygeplejerskeAnklager insisterer på livstid til sygeplejerske

Der skal ikke ændres ved den straf, som en sygeplejerske sidste år fik i byretten, mener anklager.

Anklagemyndigheden holder fast i, at den 32-årige sygeplejerske Christina Aistrup Hansen skal idømmes fængsel på livstid.

Det sker, selv om Østre Landsret onsdag har slået fast, at den tiltaltes overmedicinering af patienter ikke med sikkerhed kan betegnes som drab.

I stedet for tre drab og et drabsforsøg kendes hun nu i stedet skyldig i fire tilfælde af drabsforsøg.

Ikke desto mindre mener anklager Karen Vistisen altså, at landsretten skal stadfæste den livstidsstraf, som de tre drab og drabsforsøget sidste sommer udløste i byretten i Nykøbing Falster.

- At tage et andet menneskes liv eller at forsøge på det er den værste forbrydelse, man kan begå. Derfor er strafferammen også sat til minimum fem år og indtil livstid, siger Karen Vistisen.

Ifølge anklageren findes der i sagen ikke andet end skærpende omstændigheder.

- Der er tale om mennesker, som var indlagt på sygehuset for at få hjælp. Men i stedet endte de med at blive ofre for en personlighedsforstyrret sygeplejerskes sygelige trang til at skabe opmærksomhed om sin egen person, siger Vistisen.

Dermed henviser hun til sygeplejerskens formodede motiv. Nemlig at den tiltalte i en syg jagt på drama og spænding sprøjtede store doser medicin ind i patienternes blod.

Nogle overlevede, andre gjorde ikke.

- Det har ikke handlet om at hjælpe patienterne med at dø. Nej. Det har alene handlet om at hævde sig selv, siger Karen Vistisen.

Forsvarer Michael Juul Eriksen kan omvendt sagtens få øje på formildende omstændigheder.

Han fremhæver, at hans klient ifølge Østre Landsret alene havde accepteret risikoen for, at hendes handlinger kunne dræbe.

- Hun havde ikke direkte forsæt til at slå ihjel, siger advokaten.

Han påpeger desuden, at sager om drabsforsøg aldrig tidligere har udløst fængsel på livstid. Derfor anbefaler han en straf på 10 eller maksimalt 12 års fængsel.

Dommen afsiges torsdag klokken 10.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx