Af Ritzau - 04/01-17 22:56

Brillante Eriksen-oplæg stopper Chelsea-stime i topbragBrillante Eriksen-oplæg stopper Chelsea-stime i topbrag

Christian Eriksen lagde op til to mål, da Tottenham slog Chelsea og skabte ny topspænding i Premier League.

Spændingen, om hvor det engelske mesterskab havner i denne sæson, har fået nyt liv.

Det er takket være Tottenham, der i onsdagens London-brag vandt hjemme på White Hart Lane med 2-0 over Chelsea, der kom til kampen med 13 ligasejre på stribe og dermed et komfortabelt forspring i toppen.

Nu er Chelsea mere inden for rækkevidde i Premier League-toppen. Antonio Contes tropper har 49 point foran Liverpool med 44.

Med sejren avancerede Tottenham til tredjepladsen med 42 point, samme antal som nummer fire, Manchester City. Arsenal har 41 point, Manchester United har 39.

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen indtog en af de absolutte hovedroller, da han lagde op til begge mål i opgøret.

Med sublime serveringer fandt han to gange Dele Alli, der i begge tilfælde headede bolden i mål bag keeper Thibaut Courtois.

Første gang i 1. halvlegs tillægstid. Eriksen modtog bolden i højre side, og med en følt aflevering fandt han pandebrasken på Dele Alli, der stangede bolden i målhjørnet til 1-0.

Ni minutter efter pausen befandt Eriksen sig tættere på feltet og fra kanten af dette fandt han Dele Alli ved bageste stolpe, og så stod det 2-0.

Eriksen var fra starten toneangivende ligesom resten af Tottenham-holdet, der tydeligvis havde mest brug for tre point.

Midtvejs i første halvleg var danskeren tæt på at score, da han opsnappede bolden efter en Chelsea-fejl midt på banen og satte i løb mod Chelsea-målet.

Han afsluttede lige uden for feltet, men bolden skruede en anelse for meget udad, så den sneg sig knap en halv meter forbi stolpen.

Chelsea kreerede ikke meget offensivt, men blomstrede op med et intensivt pres i 2. halvlegs første minutter.

Men i stedet for udligning kom Tottenham på 2-0, og derefter koncentrerede hjemmeholdet sig forståeligt nok mest om at forsvare.

Chelsea var aldrig tæt på at skabe ny spænding om resultatet. Til gengæld er der fornyet spænding i toppen af ligaen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx