Af Ritzau - 04/01-17 21:41

FCM-træner: Måtte spille simpelt og ignorere træthedFCM-træner: Måtte spille simpelt og ignorere træthed

Det er umuligt at formtoppe i denne periode, siger FCM-træner efter sejren over Randers i håndboldligaen.

For fem dage siden led FCM Håndbold et overraskende nederlag i kvindernes pokalfinale til Randers HK, og onsdag aften lignede det en gentagelse midtvejs.

Men efter en dårlig første halvleg vendte FCM pausestillingen 5-9 til sejr på 21-16.

Det lykkedes ifølge FCM-træner Kristian Kristensen, fordi holdet ignorerede den træthed, der præger store dele af holdet.

- I første halvleg sled vi som i pokalfinalen, og vi må erkende, at vi er trætte. Men det handler om psykologien i at ikke minde hinanden om, at man er træt, siger Kristian Kristensen om forvandlingen efter pausen.

- Derfor måtte vi ned til det helt simple: Dække op og løbe. På den måde fik vi gang i kontrafasen. Vores angrebsspil blev også bedre, mens Randers faldt lidt i niveau, uddyber Kristensen.

Han mener, at det på grund af det hårde program er umuligt at være i topform lige nu.

- Vi prøver at spinde det væk, men der ligger en konflikt i at formtoppe holdene lige nu, da der er spillere, som både har været til OL og EM. Selvfølgelig betaler de prisen.

- Vi skal snart spille Champions League igen, så vi kan ikke toppe lige nu med det arbejdsprogram, vi har, forklarer FCM-træneren.

Randers-kollegaen Ryan Zinglersen ærgrede sig over, at hans hold ikke kunne køre pauseføringen hjem til sejr.

- Vi skulle have slået dem, fordi de var til at tale med igen i dag, og vi stod formidabelt til dem. Men for at slå dem skal man stoppe deres kontraangreb, som er deres force.

- Det var ærgerligt, at vi i anden halvleg begyndte at spille sidelæns og blev tandløse i angrebet, lyder Randers-trænerens forklaring.

Randers ligger nummer otte i Primo Tours Ligaen og kan få svært ved at nå top-6 og slutspillet. Derimod fører FCM ligaen efter sejren med et point ned til Viborg, der dog har spillet en kamp færre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx