Af Ritzau - 30/01-17 08:44

E-sports-branche jubler over kæmpe sejr i Counter-StrikeE-sports-branche jubler over kæmpe sejr i Counter-Strike

Sejren i stor Counter-Strike-turnering i USA er lidt at sammenligne med VM i fodbold, lyder det fra branche.

Natten til mandag vandt det danske hold Astralis ELeague Major-finalen i computerspillet Counter-Strike i USA og dermed cirka 3,5 millioner kroner.

Og det er kæmpestort, hvis man spørger direktøren for organisationen Esport.dk, Zahid Butt.

- E-league er en af verdens største Counter-Strike-turneringer. Hvis man skal sammenligne med fodbold, er det tæt på at være lige så stort som VM i fodbold, siger Zahid Butt.

Mange danskere med interesse for gaming og e-sport sad ifølge ham klinet til skærmen søndag aften og natten til mandag for at følge med i begivenheden.

Og det mærkes tydeligt, at interessen er voksende i Danmark.

- Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet så intens en oplevelse som i går. Hele weekenden har folk chattet og skrevet på Facebook om det her event i et omfang, jeg ikke har set før.

- Danmark har haltet bagefter på e-sport. Men vi håber, at det her giver et boost, når man også ser på, at vi har en verdensmester i Fifa (computerspil om fodbold, red.), siger Zahid Butt.

Han henviser til den 17-årige dansker Mohamad Al-Bacha, der i maj vandt Fifa Interactive World Cup.

Selv om Danmarks Idrætsforbund ikke ser e-sport som en decideret sport er investeringerne begyndt at vokse - også fra sportens verden.

Senest er fodboldklubben FC København gået ind i e-sport, da man offentliggjorde, at klubben i samarbejde med Nordisk Film havde oprettet en e-sport-organisation under navnet North.

Også Københavns Kommune har meddelt, at man vil bruge penge på de professionelle computerspillere i form af en ny e-sportshal.

Nu bliver næste skridt ifølge Zahid Butt at få et af de store mesterskaber på dansk jord.

Første skridt på vejen mod større udbredelse er dog i første omgang en annoncering af et officielt DM i Counter-Strike tirsdag, fortæller han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx