Af Ritzau - 17/05-17 12:09

Skattefritagelse skal motivere teatre til at tjene pengeSkattefritagelse skal motivere teatre til at tjene penge

Selvejende teatre skal slippe for selskabsskat, foreslår Mette Bock. Til gengæld skal tilskud beskæres.

Regeringen vil foreslå, at selvejende teatre slipper for at betale selskabsskat. Det oplyser kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Pengene vil hun finde ved at beskære de selvsamme teatres bevillinger med 0,3 procent om året.

Teatrene vil fremover kunne bruge hele deres overskud på at udvikle deres tilbud og skabe nye forestillinger, pointerer kulturministeren.

- Skattefritagelsen betyder også, at det i endnu højere grad vil kunne betale sig for teatrene at skabe et overskud, som de selv vil kunne disponere 100 procent over, udtaler Mette Bock i pressemeddelelsen.

Ifølge Kulturministeriet har teatrene længe ønsket at slippe for selskabsskat. Og det ønske er regeringen altså klar til at opfylde for de selvejende teatres vedkommende.

Privatejede teatre, som udlodder overskud til deres ejere, skal fortsat betale selskabsskat, lyder forslaget.

Lovforslaget vil blive fremsat i efteråret. Og dermed skal ændringen kunne træde i kraft 1. januar 2018.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx