Af Ritzau - 16/03-17 11:12; Opdateret: 16/03-17 12:09

Hele EU fik 1,2 millioner nye asylansøgninger i 2016Hele EU fik 1,2 millioner nye asylansøgninger i 2016

Antallet af asylansøgninger er faldet kraftigt i Danmark. Fra 20.825 i 2015 til 6055 i 2016, viser nye tal.

Der blev indgivet godt 1,2 millioner nye asylansøgninger i EU-landene i 2016, viser nye tal fra Eurostat.

Det er stort set lige så mange som i det store kriseår 2015, hvor EU-landene modtog næsten 1,26 millioner asylansøgninger.

Tallene ligger dermed stadig dobbelt så højt som i 2014, hvor næsten 563.000 søgte om asyl i EU.

Antallet af asylansøgninger i Danmark faldt dog kraftigt sidste år sammenlignet med året før.

I 2015 søgte 20.825 om asyl i Danmark. Det tal faldt sidste år til 6055. Det er et fald på 71 procent, viser tallene fra Eurostat.

Stigningen i antallet af asylansøgninger er til gengæld stort i både Tyskland, Grækenland og Italien.

Det kunne tyde på, at mange, der er rejst ind i EU-landene i 2015, først har søgt asyl året efter.

722.265 søgte således asyl i Tyskland sidste år. Det er en stigning på 63 procent i forhold til 2015.

Dermed har Tyskland modtaget seks ud af 10 nye asylansøgninger i hele EU.

Italien har modtaget 121.185 asylansøgninger i 2016. Det er en stigning på 46 procent i forhold til året før. Italien har dermed modtaget hver 10. asylansøgning i EU.

Stigningen i antallet af asylansøgninger er også stort i Grækenland, hvor mange nu er strandet, fordi de ikke længere kan komme videre op gennem Europa.

Her søgte 49.875 om asyl i 2016. Det er en stigning på hele 339 procent i forhold til de 11.370, der søgte om asyl i Grækenland i 2015.

Ligesom i Danmark er der sket et stort fald i antallet af asylansøgninger i både Sverige og Finland.

I kriseåret 2015 var Sverige ved at blive væltet af 156.110 nye asylansøgninger. Det tal faldt sidste år med 86 procent til 22.330.

Finland modtog 5275 asylansøgninger i 2016, hvilket er et fald på 84 procent.

Blandt de godt 1,2 millioner nye asylansøgere i EU i 2016 udgjorde syrere, afghanere og irakere de tre største grupper.

334.800 syrere, 183.000 afghanere og 127.000 irakere søgte således om asyl i EU i 2016.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx