Af Ritzau - 03/03-17 15:30

Tiltalt nægter kendskab til sms'er i mishandlingssagTiltalt nægter kendskab til sms'er i mishandlingssag

To tiltalte nægter sig skyldige i menneskehandel af thailandsk kvinde og mishandling af kvinden og hendes søn.

En 46-årig thailandsk kvinde, der er tiltalt i en sag om menneskehandel og mishandling, nægter kendskab til en lang række sms'er, som hun ifølge anklageren har modtaget på sin telefon.

Det fortæller den 46-årige kvinde fredag i Retten i Helsingør. Hun er tiltalt for sammen med en 35-årig dansk kvinde at have tvunget en anden thailandsk kvinde til prostitution og mishandlet kvindens søn.

Ifølge Anklager Margit Wegge kørte den 46-årige kvinde den thailandske kvinde ud til sexkunder. I den forbindelse spørger anklageren ind til sms'er, som den tiltalte skal have modtaget på sin telefon i 2015 og 2016.

- Jeg er tilbage. Hun er hos ham (navn slettet, red.). Vi måtte køre to gange. Først var han ikke hjemme. Nu er hun afleveret. 2500 kroner.

I en anden besked er det beskrevet, at en mand er klar med penge. I en tredje besked skrives der om, at der skal "findes kunder til hende".

Den tiltalte kvinde nægter at kende beskederne og ryster på hovedet, da Margit Wegge læser dem op.

Kvinden boede indtil efteråret sidste år i et hus i Helsinge sammen med den anden tiltalte kvinde, en thailandsk kvinde og den thailandske kvindes otteårige dreng. Derfor kunne flere have brugt telefonen, mener hun.

- Alle i huset kendte koden til mobilen. Telefonen lå altid på bordet, siger hun.

Ifølge anklagemyndigheden tjente de to tiltalte næsten en million kroner på den thailandske kvindes prostitution. Men begge kvinder nægter skyld i alle anklager.

Den tiltalte danske kvinde nægter også at have tjent penge på den thailandske kvindes prostitution.

- Nogle gange kom hun (den thailandske kvinde, red.) tilbage med penge, som hun sagde, hun havde vundet på kasino. Hun havde også besøg af forskellige mænd i flere dage ad gangen, siger den danske kvinde i retten.

Hun påstår desuden, at den thailandske kvinde tog stoffer.

Da anklageren vil vide, om den 35-årige kender til, at der er foregået prostitution i huset, afviser hun.

Foruden anklagerne om menneskehandel skal de to kvinder også have mishandlet den thailandske kvindes otteårige dreng.

De skal blandt andet have slået og sparket den thailandske kvindes søn, mens han var nøgen, tvunget ham til at gå i dametøj og låst ham inde i et skur i to dage.

Sagen fortsætter 9. marts.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx