Af Ritzau - 09/04-17 14:15; Opdateret: 09/04-17 15:25

S kræver sikkerhed om afviste asylansøgere efter StockholmS kræver sikkerhed om afviste asylansøgere efter Stockholm

Usbeker mistænkt for lastbilangreb i Sverige skulle udvises af landet. To danske ministre skal i samråd.

Det bør give stof til eftertanke i Danmark, at en person, der mistænkes for at have kørt en lastbil ind i stormagasinet Åhléns i Stockholm, var en udlænding, der stod til at blive udvist af Sverige.

Det mener Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen. Hun vil have både justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udlændingeminister Inger Støjberg (V) i samråd.

- Det understreger, at der er en risiko, som er langt større, end vi vurderede, den var for bare nogle år siden. Derfor skal der være styr på, hvor de her mennesker er, siger Trine Bramsen.

- Vi vil have fuldstændig sikkerhed for, at processerne herhjemme er i orden. Og at der er en skærpet opmærksomhed på dem, hvor der måtte være indberetning om radikalisering.

Det er ikke mere end en uge siden, at de to ministre sidst var i samråd om udlændinge. Her forklarede de, at der ikke er tal på, hvor mange udlændinge der opholder sig ulovligt her i landet.

Og Inger Støjberg oplyste også, at man ikke fører kontrol med, hvor asylansøgere tager hen, når de får afslag på asyl.

Hun forklarede, at afviste asylansøgere ikke har pligt til at banke på myndighedernes dør og sige farvel, når de forlader Danmark. Derfor ved myndighederne reelt ikke, om de rejser, eller om de går under jorden.

- Når en regering ikke kan sige, hvor mange der lever illegalt i Danmark, kalder det på en særlig opmærksomhed, siger Trine Bramsen.

På samrådet understregede Inger Støjberg, at regeringen prøver at få flere afviste asylansøgere udsendt.

1518 personer har samlet set fået endeligt afslag på asyl i 2015 og 2016. Af dem er 435 rejst ud med "hjælp" fra politiet, lød det.

Derudover har nogle forladt landet, uden at myndighederne ved det. Og nogle er i såkaldt udrejseposition.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx