Af Ritzau - 10/01-17 23:11; Opdateret: 11/01-17 01:12

22-årig massemorder får dødsstraf efter kirkemassakre22-årig massemorder får dødsstraf efter kirkemassakre

Roof er erklæret racist og sympatiserer med Ku Klux Klan og andre grupper, der tror på hvidt overherredømme.

Den 22-årig amerikaner Dylann Roof er af et føderalt nævningeting i staten South Carolina blevet idømt dødsstraf for at have dræbt ni sorte i en kirke i Charleston i 2015.

Roof er erklæret racist og sympatiserer med Ku Klux Klan og andre grupper, der tror på hvidt overherredømme.

Den 22-årige massemorder var 17. juni 2015 gået ind i Emanuel-kirken i Charleston, mens et bibelmøde var i gang.

Da de fremmødte lukkede øjnene for at bede, trak Dylann Roof en pistol af mærket Glock frem og begyndte at skyde på de sorte kirkegængere.

Roof nåede at affyre 75 skud

I en skriftlig erklæring, som Roof forfattede i august 2015, skrev han blandt andet om sin forbrydelse:

- Jeg ønsker at gøre det krystalklart, at jeg ikke angrer, hvad jeg har gjort. Jeg beklager det ikke.

- Jeg har ikke ladet så meget som én tåre falde for de uskyldige mennesker, jeg dræbte, lød det videre.

Der var udpeget 12 nævninge i sagen. Ni hvide og tre sorte - ti kvinder og to mænd. Det var de samme nævninge, som i december dømte Roof skyldig i 33 tilfælde af hadforbrydelser.

Dylann Roof havde insisteret på at repræsentere sig selv i retssagen, og det har mødt protester fra en række jurister.

Især forsvarsadvokaterne, der repræsenterede Dylann Roof i den indledende del af retssagen, har protesteret.

- Den her sag vil ikke blive afsluttet før om lang tid, siger Roofs advokater i en fælles pressemeddelelse.

- Vi er kede af, at den juridiske proces har givet så få svar på, hvad der egentlig skete under denne tragedie.

Efter dommen blev afsagt, udsendte Roofs familie en meddelelse, hvor de skriver, at de vil kæmpe med at forstå, hvorfor Dylann Roof dræbte ni mennesker.

De udtrykte også deres medfølelse for ofrenes familier.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx