Af Ritzau - 30/06-17 08:58

Halvvejsstatus: Danske aktier overrasker positivt i årHalvvejsstatus: Danske aktier overrasker positivt i år

C20 Cap-indekset er steget med 10 procent, og kun én af eliteaktierne er blevet mindre værd i 2017.

Hvis nogen ved årsskiftet troede, at danske aktier ikke kunne blive ved med at stige, tog de fejl.

I hvert fald har det vist sig, at investeringer i hjemlige virksomheder har givet meget pæne afkast de første seks måneder af 2017.

Kigger man på eliteaktierne i C20-indekset, er 19 af dem blevet mere værd.

Kun Pandora, der er ramt af usikkerhed om den fremtidige vækst, har oplevet kursfald.

Den gennemsnitlige kursstigning udgør 14 procent, mens det vægtede OMX Cap 20-indeks er steget med 10 procent.

Og det kommer en smule bag på Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- Vi har helt sikkert haft en fornemmelse for, at danske aktier har været et godt sted at være.

- Men jeg er overrasket over størrelsen, styrken og bredden i fremgangen.

Han mener, at det som udgangspunkt er flotte regnskaber og solid indtjening, der har skabt fremgangen.

- Og samtidig har vi centralbanker, der siger, at de uanset væksten holder igen med rentestigninger, hvis inflationen ikke er der, hvor de gerne vil have, at den skal være, siger han.

Topscoreren blandt eliteaktierne har været FLSmidth, som er steget med 40 procent. Per Hansen minder dog om, at aktien også kom fra et lavt niveau.

- Fra 2012 og flere år frem var der ingen, der ville eje FLSmidth, fordi råvareboomet i Brik-landene udeblev.

- Men undervejs har administrerende direktør Thomas Schulz trimmet sin forretning, og pludselig er der altså et ordremomentum, der udløser en forventet ketchupeffekt på bundlinjen, siger han.

Når det gælder anden halvdel af 2017, er investeringsøkonomen knap så optimistisk i forhold til de danske aktiers evne til at bevare deres nuværende værdi.

-Det kommer meget an på, hvad der sker i USA. Dollaren er faldet på det seneste, og en svag dollar er skidt for eksportorienterede virksomheder.

- Der er lidt forsinkelse, før det slår igennem, fordi virksomhederne sikrer sig mod udsving et halvt eller et helt år frem i tiden.

- Men hvis svækkelsen fortsætter, kan det blive svært at holde sig over nullet i andet halvår, vurderer han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx