Af Ritzau - 17/01-17 06:12

Milliarder øremærket uddannelse hober sig op på kontoMilliarder øremærket uddannelse hober sig op på konto

På en konto i Undervisningsministeriet står der 2,6 milliarder kroner, der ikke bliver brugt efter hensigten.

Mens uddannelsesinstitutioner landet over beklager sig over regeringens sparekrav, hober 2,6 milliarder kroner til uddannelse sig samtidig op på en konto i Undervisningsministeriet uden at blive brugt til formålet.

Det skriver netavisen Altinget.

Ophobningen skyldes, at virksomhedernes brug af de såkaldte AMU-kurser er faldet markant. Nu kræver Dansk Arbejdsgiverforening (DA) pengene retur.

- Vi mener grundlæggende, at det er virksomhedernes penge. Derfor skal der findes en løsning, der sikrer, at den betydelige opsparing, som de private virksomheder har til gode fra staten bliver ført tilbage til virksomhederne.

Sådan siger DA's uddannelses- og integrationschef, Jannik Bay, til Altinget.

Ophobningen af midler skyldes et markant faldende elevtal og deraf faldende udbetalinger fra kontoen. Den udvikling startede efter den såkaldte genopretningspakke i 2010. Her blev vilkårene for godtgørelse til efteruddannelse strammet.

Lars Kuno, der er direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, ser ophobningen af penge som et symptom på, at voksen- og efteruddannelsen er gået i stå.

- Jeg vil ikke blande mig i, om nogle af pengene skal tilbage til virksomhederne, men pengene skal da ud og rulle. Det er ærgerligt, at vi har penge, der bare står og venter på en konto, når vi har brug for et massivt kompetenceløft, siger han til Altinget.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) ønsker ikke at kommentere DA-kravet om tilbagebetaling. Hun erkender dog, at ophobningen af penge er problematisk.

I et skriftlige svar til Altinget siger ministeren, at hun vil forsøge at finde en løsning, der sikrer bedst mulig gavn af pengene, i forbindelse med trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelserne i foråret.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx