Af Ritzau - 02/05-17 11:33

Anklager om sygeplejerske: Ændrer forklaring under presAnklager om sygeplejerske: Ændrer forklaring under pres

Troværdighed er alfa og omega i sagen, hvor en kvinde er anklaget for drab, lyder det fra anklager.

Den 32-årige sygeplejerske Christina Hansen, der er tiltalt for flere drab, har undervejs både i byretten og i landsretten flere gange ændret sin forklaring.

Sådan lyder det i anklager Karen Vistisens procedure i Østre Landsret tirsdag i en tætpakket retssal.

- I en sag som vores er troværdighed alfa og omega.

- Det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem forklaringen og de faktiske oplysninger, der er kendt i sagen, siger anklageren.

Karen Vistisen mener, at det er tydeligt, at den tiltalte kvinde har ændret sin forklaring hver gang, at hun blev presset.

Christina Aistrup Hansen er ud over drab og drabsforsøg også tiltalt for have stjålet medicin. Her har hun givet flere forskellige forklaringer på, hvorfor hun havde den medicin, påpeger Karen Vistisen.

- Først var det søsterens medicin, siger hun og fortsætter:

- Så var det noget, der blev udleveret i forbindelse med, at hun blev udskrevet.

Og derefter lød det, at medicinen var noget, som den 32-årige kvinde havde fået udleveret af nogle læger, forklarer anklageren.

- Det virker utroværdigt, at hun fra tilfældige læger fik udleveret medicin.

- Jeg vil gøre opmærksom på, hvor mange gange tiltalte har ændret forklaring i et forsøg på at virke troværdig, siger Karen Vistisen.

Christina Aistrup Hansen er tiltalt for at have dræbt en patient med en overdosis medicin i 2012 og to andre på en enkelt nattevagt mellem 28. februar og 1. marts 2015.

Derudover er hun tiltalt for at have forsøgt at tage livet af en fjerde patient samme nat. Det var en overlæge på sygehuset, der anmeldte hende til politiet efter nattevagten for snart to år siden.

Der har været ført adskillige vidner i sagen. Karen Vistisen fremhæver to vidneforklaringer fra to sygeplejersker i sin procedure.

- Det er tankevækkende, at vi har fået beskrevet to så ens forløb. To sygeplejersker, der begynder som nyuddannede.

- Og efterhånden som de fik mere erfaring fik de en fornemmelse af, at noget var galt, siger hun.

Hun fortæller, at vidner har forklaret, at der altid opstod "akutte situationer" på sygeplejerskens vagter.

- Flere har beskrevet det som Christina Hansen-vagterne.

Ankesagen begyndte tirsdag 31. januar i år, hvor der har været knap 20 retsmøder.

I byretten kørte sagen fra marts til juni 2016. Her blev Christina Aistrup Hansen idømt fængsel på livstid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx