Af Ritzau - 15/04-17 20:04

Kyniske Horsens tager tre livsvigtige point i EsbjergKyniske Horsens tager tre livsvigtige point i Esbjerg

Horsens vandt med 1-0 i Esbjerg i en uskøn kamp. Resultatet betyder, at vestjyderne er helt isoleret i bunden.

Horsens hentede lørdag aften tre livsvigtige point i Alka Superligaen til nedrykningsspillets pulje 1, da holdet på udebane i Esbjerg vandt med 1-0 foran 3062 tilskuere.

Resultatet betyder, at østjyderne nu har 33 point og stryger op på andenpladsen i puljen. OB er treer med 32 point, mens Esbjerg på sidstepladsen har 25. Randers fører med 37 point.

Horsens kan dog blive overhalet senere i runden, når OB og Randers mødes tirsdag.

Esbjerg er dermed stort set sikker på at skulle ud i afgørende playoffkampe om overlevelse.

Esbjergs cheftræner, Lars "Lungi" Sørensen, havde da før kampen også mere eller mindre proklameret, at alt andet end en sejr over Horsens ville være ubrugeligt.

Og opsangen så længe ud til at have haft en positiv effekt, idet Esbjerg dominerede i store dele af opgøret, mens Horsens oftest forfaldt til planløst losseri fra egen banehalvdel.

Men kendetegnende for Esbjerg, der blot har scoret to gange i de seneste syv opgør, ville bolden ikke ind over stregen.

Som kampen skred frem satsede hjemmeholdet da også mere og mere, og det straffede Horsens omkring 20 minutter før tid med kampens eneste scoring.

Horsens-anfører Frederik Møller kom således højest på et perfekt slået hjørnespark, og ved forreste stolpe kunne han heade den forløsende scoring i nettet bag Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg.

Med nederlaget ser det mere end sort ud for Esbjerg, der i tilfælde af OB-sejr mod Randers tirsdag endegyldigt har udspillet chancen for at overleve i Superligaen via første- eller andenpladsen i pulje 1.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx