Af Ritzau - 07/03-17 16:14

Mor til offer for Esbjergmand: Jeg gik i stykker indeniMor til offer for Esbjergmand: Jeg gik i stykker indeni

Mor er frustreret over, at Esbjerg Kommune ikke handlede på flere advarselstegn om seksuelle krænkelser.

Det kunne have sparet en nu 18-årig pige for mange lidelser, hvis Esbjerg Kommune havde reageret på underretninger om seksuelle krænkelser.

Sådan lyder det i Vestre Landsret fra en mor til en af de piger, der nu søger erstatning fra kommunen for ikke at have grebet ind over for den såkaldte Esbjergmand.

Han blev i 2011 idømt syv års fængsel for vold og seksuelle overgreb mod otte børn.

- Jeg gik i stykker indeni, fortæller moren til den 18-årige pige i landsretten.

Moren fortæller om situationen, da det gik op for hende, at den dengang 41-årige mand også havde forgrebet sig på hendes datter.

- Jeg kunne ikke sige nej, for han var jo voksen, refererer moren datteren for at have sagt.

Mistanken om overgreb fik moren til at kontakte klasselæreren, der i september 2010 lavede en underretning til kommunen.

Klasselæreren, der indberettede sagen til kommunen, er også indkaldt til at afgive forklaring i landsretten.

Hun bekræfter, at hun afgav hele fire underretninger – tre i 2008 og en i 2010 – om den 41-årige mand.

Det var underretninger, der gik på, at manden havde bedt piger afklæde sig, så han kunne "kilde dem".

Det skete både i mandens eget hjem og i en svømmehal.

Først i slutningen af 2010 – næsten tre år efter de første underretninger – blev manden fængslet.

I november 2011 blev han idømt syv års fængsel – en straf, der i 2014 blev udvidet med to et halvt år for overgreb, der blev blotlagt af den videre efterforskning i sagen.

To af de krænkede piger har efterfølgende fået diagnosen posttraumatisk stresslidelse.

De tre ofre for Esbjergmandens overgreb kræver hver 50.000 kroner af Esbjerg Kommune for at have forholdt sig passiv og ikke levet op til dens pligt til at handle på underretninger.

Esbjerg Kommune afviser kravet om erstatning.

Erstatningssagen fortsætter onsdag. Der ventes dog først dom senere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx