Af Ritzau - 07/03-17 03:59; Opdateret: 07/03-17 05:44

Nordkorea forbyder malaysiere at rejse ud af landetNordkorea forbyder malaysiere at rejse ud af landet

Malaysia svarer igen ved at afspærre den nordkoreanske ambassade i Kuala Lumpur.

Nordkorea forbyder malaysiske statsborgere at rejse ud af landet. Det oplyser det nordkoreanske statsmedie, KCNA.

Det skriver AFP.

Meldingen kommer midt i en diplomatisk krise mellem de to lande, efter at den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, halvbror, Kim Jong-nam, blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn i februar.

- Alle malaysiske statsborgere i Nordkorea vil blive midlertidigt forhindret i at rejse ud af landet, indtil episoden i den malaysiske lufthavn er tilstrækkelig udredt, lyder det i en melding på KCNA.

Mediet citerer det nordkoreanske udenrigsministerium.

Ministeriet har informeret den malaysiske ambassade i Pyongyang om baggrunden for forbuddet.

Ved samme lejlighed har styret anmodet om, at sagen omkring drabet på Kim Jong-nam bliver håndteret hurtigt og retfærdigt, så de to lande igen kan genoptage de diplomatiske forbindelser, lyder det i meldingen fra KCNA.

Meldingen fra Nordkorea kommer umiddelbart, efter at den nationale politichef i Malaysia udtalte, at de nordkoreanske myndigheder nægter at samarbejde i efterforskningen af det spektakulære drab.

I samme forbindelse sagde politichefen, at de tre nordkoreanske statsborgere, som politiet eftersøger, tilsyneladende gemmer sig på den nordkoreanske ambassade i Kuala Lumpur.

- Hvor meget længere har de tænkt sig at gemme sig på ambassaden. Det er et spørgsmål om tid, før de kommer ud, siger Khalid Abu Bakar under en pressebriefing tirsdag ifølge Reuters.

Umiddelbart efter, at Nordkorea varslede udrejseforbuddet mod malaysiske statsborgere, har myndighederne i Kuala Lumpur afspærret Nordkoreas ambassade i byen.

- Ingen embedsmænd eller ansatte ved ambassaden må forlade landet, lyder det i en erklæring fra det malaysiske indenrigsministerium.

Kim Jong-nam blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn 13. februar af en yderst potent nervegas ved navn VX. Den er af FN klassificeret som et masseødelæggelsesvåben.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx