Af Ritzau - 22/05-17 20:09

Trump: Jeg nævnte aldrig Israel for LavrovTrump: Jeg nævnte aldrig Israel for Lavrov

Premierminister Benjamin Netanyahu: Vores efterretningssamarbejde med USA har aldrig været bedre.

USA's præsident, Donald Trump, forsvarede sig mandag mod kritik om, at han skulle have givet israelske efterretninger videre til den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Under sit ophold i Jerusalem svarede Trump på et spørgsmål fra en journalist:

- Jeg nævnte aldrig Israel på det møde. De siger alle, at jeg gjorde, så det er endnu en historie, der ikke er rigtig. Jeg nævnte ikke Israel.

Trump fremsatte udtalelsen, da han mødte pressefotografer og journalister sammen med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Den israelske regeringsleder indskød:

- Vores efterretningssamarbejde er fortrinligt. Det har aldrig været bedre.

Washington Post skrev i sidste uge, at Trump var usædvanlig gavmild med tophemmelige oplysninger om en konkret terrortrussel fra Islamisk Stat, da han tidligere på måneden mødtes med Lavrov i Det Hvide Hus.

- Trump afslørede mere information over for den russiske ambassadør, end vi har delt med vores egne allierede, siger en embedsmand til avisen.

Informationerne var ifølge amerikanske medier leveret af Israel, som angiveligt ikke havde givet USA tilladelse til at dele dem med Rusland.

Ifølge The Washington Post begyndte Trump under mødet spontant at afsløre detaljer om en specifik terrortrussel fra Islamisk Stat. Den gjaldt angiveligt brugen af sprængstoffer i bærbare computere på fly.

Trump besøgte mandag den gamle bydel i Jerusalem.

– Vi elsker Israel, og vi respekterer Israel, sagde den amerikanske præsident under en forblæst velkomstceremoni, efter at Air Force One var landet i Ben Gurion-lufthavnen nær Tel Aviv.

Jerusalems gamle bydel blev besat af Israel i 1967.

USA har i lighed med resten verden fastslået, at besættelsen af Østjerusalem er ulovlig, og Trump afslog derfor at følges med den israelske premierminister, som tilbød at ledsage ham til blandt Gravkirken og Grædemuren - det helligste sted i kristendommen efterfulgt af det helligste sted i jødedommen.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx