Af Ritzau - 22/03-17 06:01

Syv grunde til at sætte tænderne i insekterSyv grunde til at sætte tænderne i insekter

Selv om mange væmmes ved tanken om at spise insekter, kan de små kryb gavne både sundheden, klimaet og dyrevelfærden, mener biolog.

En plastikbakke med melorme eller sprøde græshopper er et nyt syn i supermarkedets køledisk, men insekter er kommet på menuen for at blive.

Den seneste uge har Irma eksperimenteret med at sælge græshopper, voksmøllarver, Buffalo-orme og melorme som delikatesser, og fire ud af ti danskere svarer i en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for Dyrenes Beskyttelse, at de gerne vil prøve en ret med insekter.

Og det er der god grund til, mener Lars-Henrik Lau Heckmann, biolog på Teknologisk Institut. For det første mætter insekter lige så meget som kvæg.

- Der er lige så meget protein i 100 gram friske insekter, som der er i en steak på 100 gram. Faktisk kan insekter mætte bedre, siger han.

Foruden protein indeholder insekter fibre, omega 3 og 6 fedtsyrer, mineraler og vitaminer - blandt andet B12 vitamin.

Insekter er generelt fedtfattige, og tidlig forskning tyder på, at insekter kan styrke vores immunforsvar og muligvis forhindre udvikling af allergier.

Og så er det godt for klimaet at spise insekter. Ifølge Lars-Henrik Lau Heckmann er CO2-udslippet 100 gange mindre, når man producerer et ton insekter kontra et ton kvæg.

Han pointerer også, at der kan være en gevinst for dyrevelfærden.

Når man producerer insekter, er det nemmere at efterligne det miljø, som insekter er vant til fra naturen, end det er at efterligne kyllinger og grises naturlige miljø i det konventionelle landbrug.

- Insekter lever naturligt tæt, og de har ikke en kognitiv opfattelse af deres omgivelser. De drømmer ikke som køer og grise kan, og de opfatter ikke verden på en avanceret måde, siger Lars-Henrik Lau Heckmann.

- Samtidig tyder al neurobiologisk forskning på, at insekter ikke føler smerte på samme måde som for eksempel fjerkræ eller svin, siger Lars-Henrik Lau Heckmann.

Dyrenes Beskyttelse mener også, at det kan være positivt for dyrevelfærden, klima og miljø, hvis danskerne engang imellem spiser insekter som et alternativ til en bøf.

- Med den viden vi har i dag, virker det umiddelbart som et bedre alternativ at spise insekter end at spise kød fra konventionelle dyr, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

- De forhold, vi i dag byder de millioner af landbrugsdyr, der lever i det industrielle landbrug, tilgodeser ikke dyrenes behov. For slet ikke at tale om de konsekvenser, som landbruget har for vores miljø og klima. Derfor er vi nødt til at finde nye veje for at reducere vores kødforbrug for eksempel med insekter som et supplement i kosten, siger hun.

Ifølge Lars-Henrik Lau Heckmann er den eneste ulempe ved at spise insekter, at der kan være risiko for krydsallergi, hvis man allerede er allergisk over for skaldyr, krebsdyr eller husstøvmider.

Og så selvfølgelig, at det kan være ulækkert og grænseoverskridende at spise melorme og græshopper. Men det skal vi nok komme over, mener Lars-Henrik Lau Heckmann.

- Vi har altid været skeptiske over for ny mad, men igennem tiden har vi gentagne gange tilpasset os ny mad. Det tog 20 år, før sushi blev mainstream. Jeg tror, det kommer til at gå hurtigere med insekter, siger han.

Fakta: Hvilke insekter kan man spise

- Knap 2000 af verdens 1 million navngivne insektarter kan med sikkerhed spises.

- Det er for eksempel melorme, græshopper, hvepse, sommerfugle, fårekyllinger og voksmøllarver.

- En pakke frosne insekter i Irma koster 50 kroner per pakke.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse, Coop

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx