Af Ritzau - 27/03-17 20:52

England ydmyger Danmark i U21-testkampEngland ydmyger Danmark i U21-testkamp

Niels Frederiksens U21-landshold fik store tæv af England i en testkamp forud for EM-slutrunden i Polen.

Mindre end tre måneder før EM-slutrunden i Polen lader formen meget tilbage at ønske hos Danmarks U21-landshold i fodbold.

I en testkamp i Randers mandag aften tabte Danmark 0-4 til England, der også er blandt deltagerne ved EM til sommer.

For fire dage siden tabte Danmark 1-3 til Spanien i en testkamp, og træner Niels Frederiksen må glæde sig over, at hans mandskab først skal kulminere til juni.

Mandag aften sidst i marts manglede holdet kvalitet offensivt som defensivt.

Danmark fik ellers et fint spillemæssigt udlæg på kampen. Alligevel førte England 2-0 efter et kvarter.

I det tiende minut blev det 1-0 ved Chelsea-spilleren Ruben Loftus-Cheek, der flere gange voldte danskerne problemer.

Lidt for enkelt fikserede han forsvaret og målmand Jeppe Højbjerg med en listig afslutning ved nærmeste stolpe til engelsk føring.

Den blev fordoblet fem minutter senere. Silkeborg-spilleren Robert Skov fejlede i et dansk opspil, så England kunne slå kontra.

Bolden havnede hos Solly March, der fra en spids vinkel på kanten af straffesparksfeltet høvlede bolden ind til 2-0. Jeppe Højbjerg var ganske medskyldig og burde have afværget forsøget.

I den anden ende var det småt med danske muligheder, og Sønderjyske-angriberen Mikkel Uhre havde svære vilkår alene i front.

Niels Frederiksen foretog flere ændringer i pausen, uden det ændrede kampbilledet.

I stedet kom England også på 3-0 efter en lille time. Efter et hjørnespark havnede bolden hos Cauley Woodrow, der fra klos hold scorede til 3-0.

Da Ruben Loftus-Cheek midtvejs i anden halvleg scorede sit andet mål til 4-0, var ydmygelsen komplet.

Danmark har endnu en testkamp, inden det går løs ved EM-slutrunden fra 16. juni. Det er mod Sverige i Helsingborg 10. juni.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx