Af Ritzau - 19/04-17 03:07; Opdateret: 19/04-17 04:10

De Konservative står til jordskredssejr ved britisk valgDe Konservative står til jordskredssejr ved britisk valg

Premierminister Theresa Mays satsning på lynvalg vil ifølge meningsmåling bære frugt for hendes parti.

Den britiske premierminister, Theresa May, og hendes parti, De Konservative, står ifølge en meningsmåling i London-avisen The Times til et supervalg 8. juni.

Det skriver Reuters.

Regeringspartiet vil ifølge målingen fra YouGov få 382 mod nu 330 af de i alt 650 pladser i parlamentet.

Det største oppositionsparti, Labour, må nøjes med 179 sæder i underhuset ifølge målingen. Partiet har i øjeblikket 229 pladser.

Samme tendens nævnes i andre af de store britiske aviser. Valgekspert Michael Thrasher forudser ifølge The Guardian, at De Konservative vil få 395 kandidater valgt ind i parlamentet, mens Labour falder tilbage til 164 pladser.

Theresa May udskrev tirsdag overraskende valg til parlamentet. Hun begrundede blandt andet beslutningen med, at det nuværende parlament er splittet i spørgsmålet om, hvordan Storbritannien skal forlade EU.

Med sin beslutning om at udskrive valg vil premierministeren sikre befolkningens mandat til de kommende forhandlinger med EU, fastslog hun tirsdag foran Downing Street.

- Hver en stemme på De Konservative vil gøre mig stærkere, når jeg skal forhandle med EU, sagde Theresa May på pressemødet.

Onsdag fremsætter May lovforslag om et tidligt valg i parlamentet. Her skal mindst to tredjedele af medlemmerne bakke op.

Det ser dog ikke ud til at blive et problem at samle støtten.

Jeremy Corbyn, der er leder af oppositionspartiet Labour, bakkede tirsdag op om Mays beslutning.

Det samme gør et flertal af vælgerne. I en måling fra The Guardian/ICM siger 55 procent, at de bakker op om Mays beslutning, mens 15 procent er modstandere af et hurtigt valg.

Theresa May traf beslutningen om at udskrive valg efter grundige overvejelser i sidste uge, fortalte hun tirsdag i et interview med ITV.

- Før påske tilbragte jeg nogle få dage med vandreture i Wales med min mand. Jeg tænkte længe og hårdt og kom til den konklusion, at det her var måden at sikre stabilitet på, forklarede hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx