Af Ritzau - 28/04-17 05:05

Historisk krise halverer værdien af FalckHistorisk krise halverer værdien af Falck

To elendige år har været dyre for redningskoncernen Falck og deres ejere. Værdien nedskrevet med milliarder.

Den danske redningskoncern Falck befinder sig i en historisk stor krise, hvor værdierne fosser ud af det tidligere så hæderkronede selskab.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Derouten har på bare to år halveret værdien af Falck, viser det seneste årsregnskab fra selskabets med afstand største aktionær, den stenrige Lundbeckfonden.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over de seneste par års svage resultater. Men vi tror fortsat på, at Falck kan skabe værdi på længere sigt, skriver Lene Skole, administrerende direktør i Lundbeckfonden, i en mail til Finans.

Fonden ejer 57 procent af Falck. Ikke siden den i 2011 erhvervede sig størstedelen af selskabet, har den kriseramte redningskoncern været så lidt værd.

I 2016 blev Lundbeckfondens ejerandel 923 millioner kroner mindre værd.

Det kommer, efter at fonden året forinden nedskrev værdien af Falck med mere end 1,5 milliarder kroner.

Dermed er den samlede værdi af Falck i dag på knap 4,4 milliarder kroner uden gæld.

Redningskoncernen har de seneste år været under et voldsomt pres. Det er sket som følge af genforhandlinger og tab af ambulancekontrakter.

I 2015 førte det til et underskud på hele 584 millioner kroner.

Det var det største, siden Falck blev udskilt fra G4S i 2004.

I 2016 landede omsætningen på 16 milliarder kroner, men selv om driftsresultatet lød på næsten 800 millioner kroner før af- og nedskrivninger, viste indtjeningen et beskedent overskud på bare 34 millioner kroner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx