Af Ritzau - 06/03-17 18:29; Opdateret: 06/03-17 22:03

Borgerretsgruppe: Indrejseforbud er forbud mod muslimerBorgerretsgruppe: Indrejseforbud er forbud mod muslimer

Donald Trumps nye indrejseforbud får ros fra to republikanske senatorer, der tidligere har kritiseret ham.

Præsident Trumps nye indrejseforbud er i virkeligheden et forbud mod muslimer.

Det mener en af USA's førende borgerrettighedsgrupper American Civil Liberties Union, der vil bekæmpe det nye forbud i retten.

- Trump-administrationen har erkendt, at dets oprindelige forbud mod muslimer ikke kunne forsvares.

- Desværre har de erstattet det med en mindre omfattende version, som har de samme mangler, siger Omar Jadwat, der står i spidsen for gruppens afdeling for immigranters rettigheder.

NYIC, en anden borgerretsgruppe, kalder det nye forbud for en "maske foran det samme gamle had, frygt og uduelighed".

Også Human Rights Watch kritiserer det nye forbud.

Trump underskrev i slutningen af januar en præsidentiel ordre, som forbød syv lande at rejse ind i USA de næste 90 dage.

Det skabte kaos og demonstrationer, og i februar blev forbuddet suspenderet. Kort efter meldte Trump ud, at han var på vej med et nyt forbud.

Det nye forbud, som han har underskrevet mandag, tæller nu kun seks lande, efter at Irak er blevet strøget fra listen. Derudover vil personer fra landene, som har opholdstilladelse eller visum, få lov at rejse ind i USA.

Og forbuddet får ros fra to vigtige republikanske senatorer.

Både Bob Corker, formand for Senatets Udenrigsudvalg og kritisk over for det første forbud, samt Lindsey Graham, der flere gange har været skeptisk over for præsidentens politik, ser positivt på den præsidentielle ordre.

- Vi deler alle et ønske om at beskytte det amerikanske folk, og en evaluering af landets screening- og undersøgelsesprocedurer er et passende skridt, siger Corker ifølge Reuters i en udtalelse.

Den ene dommer bag suspenderingen af det første forbud, rigsadvokat Bob Ferguson fra delstaten Washington, har allerede meddelt, at han er i gang med at gennemgå den nye ordre meget grundigt.

Senator Lindsey Graham er dog overbevist om, at det nye forbud vil kunne overleve.

- Jeg tror, at den nye ordre vil kunne klare juridiske protester, fordi det er skrevet på en måde, så det ikke er et religiøst forbud, siger han blandt andet i ifølge Reuters.

Forbuddet vil træde i kraft fra mandag 16. marts.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx