Af Ritzau - 13/03-17 21:07; Opdateret: 13/03-17 22:19

Sen FC Midtjylland-scoring holder AaB ude af top-6Sen FC Midtjylland-scoring holder AaB ude af top-6

AaB og FC Midtjylland spillede mandag aften 1-1 i Aalborg efter en udligning i overtiden af Paul Onuachu.

AaB var tæt på at sikre tre vitale point hjemme mod FC Midtjylland, men efter en scoring i overtiden af udeholdets Paul Onuachu endte det hele 1-1.

Nordjyderne jagter en plads i top-6, og med det ene point er AaB nu formentlig afhængige af, at Randers FC ikke slår Sønderjyske i sidste spillerunde af grundspillet.

AaB ligger på syvendepladsen med 33 point - samme antal som Randers, som dog har en målscore på fire mål bedre end nordjyderne.

I princippet kan AaB dog også indhente Sønderjyske på 36 point, hvis både Randers og AaB selv vinder stort på søndag.

Det så ellers længe ud til, at AaB ville sparke sig tæt på mesterskabsspillet.

Frederik Børsting havde bragt AaB foran i starten af anden halvleg, men Onuachus hoved ville det altså anderledes.

Med sejre til flere af AaB's omkringliggende konkurrenter i tabellen var nordjyderne i den grad pressede til at hente point mod Jess Thorups tropper.

AaB måtte til mandagens kamp undvære anfører Rasmus Würtz, der efter gult kort i 0-4-nederlaget mod OB i sidste spillerunde måtte se til fra tribunen.

Nordjyderne klarer sig traditionelt dårligt, når deres midtbaneprofil ikke er på banen, men mod et fysisk stærkt FCM-mandskab stod de unge AaB'ere godt imod. Især unge Magnus Christensen trådte i karakter.

Selv om første halvleg forblev målløs mellem de to mandskaber, var der masser af intensitet, højt tempo og adskillige frispark begået af begge parter.

Der blev dog også skabt chancer i begge felter. Især de to holds spidsangribere, FCM's Paul Onuachu og AaB's Jakub Sylvestr, kom i flere tilfælde i gunstige positioner - men uden slutprodukt.

Halvlegens klart største chance stod FCM-midtstopper Kristian Riis for kort før pausefløjt.

Efter kommunikationsproblemer i AaB-defensiven fik han muligheden for at heade udeholdet foran fra det lille felt, men den talentfulde forsvarer misbrugte muligheden.

I anden halvleg bragte Frederik Børsting så AaB foran efter flot opspil af unge Joakim Mæhle.

Selv om FC Midtjylland forsøgte at skabe de fornødne chancer igennem halvlegen, lignede det længe en AaB-sejr.

Men i kampens overtid steg Paul Onuachu til vejrs og headede udligningen i kassen til slutresultat 1-1.

Dermed fratog FC Midtjylland nordjyderne en gunstig position inden sidste spillerunde i grundspillet. Her skal AaB en tur til Viborg, mens FC Midtjylland får besøg af FC Nordsjælland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx