Af Ritzau - 06/12-16 22:50

PSG smider førsteplads til Arsenal efter bommertPSG smider førsteplads til Arsenal efter bommert

Arsenal snuppede førstepladsen i Champions Leagues gruppe A fra Paris Saint-Germain, der kun fik uafgjort.

Arsenal sikrede sig tirsdag aften førstepladsen i gruppe A i fodboldens Champions League.

Englænderne vandt en sikker 4-1-sejr ude over Basel, og samtidig måtte Paris Saint-Germain meget overraskende nøjes med 2-2 hjemme mod Ludogorets.

Franskmændene ville ellers have sikret gruppesejren med en sejr, men sådan kom det altså ikke til at gå.

Virgil Misidjan bragte Ludogorets foran efter et kvarters spil på et hovedstød, og føringen holdt frem til pausen.

Efter en times spil fik Edinson Cavani udlignet til 1-1 på et flot saksespark, men små ti minutter senere slog gæsterne til igen.

Det skete, da Wanderson hamrede bolden i mål til 2-1, efter at Paris Saint-Germain havde mistet bolden på egen banehalvdel.

Kort før slutfløjtet fik Angel Di Maria udlignet for franskmændene, men det var ikke nok til at sikre førstepladsen.

I Basel havde Lucas Perez en stor aften for Arsenal. Spanieren lavede et hattrick i 4-1-sejren i Schweiz, hvor danske Daniel Høegh så hele kampen fra hjemmeholdets bænk.

Lucas Perez afgjorde stort set kampen med to scoringer inden for det første kvarters tid, og kort inde i anden halvleg fuldendte han sit hattrick.

Alex Iwobi gjorde det til 4-0, inden Basels indskiftede Seydou Doumbia fik reduceret.

Arsenal vinder gruppe A med 14 point, mens Paris Saint-Germain slutter på 12 point.

Begge hold havde allerede inden tirsdagens kampe kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne.

Eftersom gruppevinderen skal møde en toer fra en af de andre grupper, kan Arsenal - måske - trække en lettere modstander i ottendedelsfinalerne, end hvis holdet var blevet nummer to.

Ludogorets slutter på tredjepladsen med tre point og bliver overført til Europa League, mens Basel slutter sidst med to point.

Selv om Arsenal vandt gruppen, kan englænderne dog sagtens rende ind i meget hård modstand i ottendedelsfinalerne.

En mulig modstander er tyske Bayern München, som tidligere har sendt Arsenal ud af Champions League ved flere lejligheder.

Bayern München vandt tirsdag 1-0 hjemme over spanske Atlético Madrid, der allerede før kampen var sikret sejren i gruppe D.

Robert Lewandowski scorede kampens eneste mål efter 28 minutter, da han smukt sendte et frispark over Atlético-muren og ind i netmaskerne.

Atlético Madrid vinder gruppen med 15 point, mens Bayern München slutter som toer med 12 point.

FC Rostov slutter med fem point som nummer tre og bliver overført til Europa League.

Russerne spillede 0-0 ude mod PSV, der slutter sidst med to point. Hollænderne havde Simon Poulsen på bænken i hele kampen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx