Af Ritzau - 16/01-17 23:08; Opdateret: 17/01-17 04:31

Kommuner vil sprogteste alle treårige børnehavebørnKommuner vil sprogteste alle treårige børnehavebørn

Der er så stor forskel på børns sproglige og sociale evner, at de alle bør blive testet tidligt, mener KL.

storybild

Børn på tre år skal testes i deres sprog, hvis det står til kommunerne. Det møder dog kritik fra pædagogerne (arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox)

Børn på tre år skal have testet deres sprog for at rette op på den sociale ulighed.

Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der i et nyt udspil tirsdag foreslår at indføre en obligatorisk sprogtest i børnehaven. Det skriver Politiken.

Formålet er at mindske den sociale ulighed blandt børn.

I dag er det kun de børn, som pædagogerne vurderer har sprogproblemer, der testes. Men danske forskere dokumenterede sidste år, at der er op til to års forskel på børns sproglige og sociale kompetencer, når de begynder i skole.

- Som det er i dag, taber vi alt for mange. Det er et kæmpestort problem. Vi skal investere tidligt, så vi kan redde de børn, siger Anna Mee Allerslev (R), formand for KL's børne- og kulturudvalg, til Politiken.

Forslaget skal være med til at rette op på, at der er kommuner, hvor hver fjerde unge mand eller kvinde ikke får en ungdomsuddannelse.

Men obligatoriske sprogtest er "ikke den rigtige vej at gå", mener pædagogernes fagforening, Bupl.

- Det skaber bureaukrati og tager tid fra børnegruppen i det hele taget, siger formand Elisa Bergmann til Politiken.

SF's børneordfører, Jacob Mark, mener heller ikke, at obligatoriske sprogtest for alle børn er en god idé.

- Jeg ser det som et udtryk for mistillid til de pædagoger, der er rundt omkring i vuggestuerne og børnehaverne. Jeg er overbevist om, at de godt kan se, hvilke børn der har brug for at blive sprogtestet, siger han.

Jacob Mark vil udligne de sproglige forskelle ved at sende børn, der viser sig at have brug for en ekstra indsats, i særlige dagtilbud.

- Når de kommer der, så viser det sig ofte, at de får et bedre sprog, og så kan de også følge med, når de senere starter i skole, siger han.

Ifølge KL vil de obligatoriske sprogtest koste cirka 11 millioner kroner om året.

En sprogvurdering varer mellem ti og 30 minutter. Den bliver udført af barnets daglige pædagog og tager typisk afsæt i, at barnet kigger på billeder og fortæller om, hvad det ser.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx