Af Ritzau - 30/01-17 18:24; Opdateret: 30/01-17 22:00

USA's ambassader melder om vrede over indrejseforbudUSA's ambassader melder om vrede over indrejseforbud

En protestskrivelse er ifølge kilder på vej fra ambassader og ansatte i USA's udenrigsministerium.

Det amerikanske udenrigsministerium har modtaget en lang række henvendelser fra USA's ambassader rundt om i verden.

De melder om stor vrede, efter at præsident Donald Trump har indført et meget omtalt indrejseforbud på 90 dage.

Det siger en unavngiven kilde i ministeriet til nyhedsbureauet Reuters.

Også internt i USA er der modstand mod Trumps beslutning om at udelukke indrejse for statsborgere fra syv lande. Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Wall Street Journal skriver, at der cirkulerer en form for protestskrivelse i USA's udenrigsministerium.

En kilde i ministeriet siger til avisen, at over 100 ansatte på USA's ambassader og i udenrigsministeriet har skrevet under på skrivelsen.

Blandt signaturerne er også højt placerede ansatte i diplomatiet, siger kilden.

- Dette forbud opnår ikke målet og vil sandsynligvis have den modsatte virkning, lyder det blandt andet i skrivelsen.

I stedet vil indrejseforbuddet, der ifølge Trump har til formål at forhindre terror, "omgående forsure forholdet til de syv lande samt til store dele af den muslimske verden", lyder det i det udkast, som Wall Street Journal har set.

Også Reuters skriver, at der er en form for protestskrivelse i omløb i det amerikanske udenrigsministerium.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Sean Spicer, betegner på en pressekonference sagen som "opblæst".

- Jeg mener, at de enten skal følge programmet eller gå, siger han om de ansatte bag skrivelsen.

De ansattes mulighed for gennem en skrivelse at give udtryk for uenighed blev først brugt i forbindelse med Vietnamkrigen. Men det er ifølge iagttagere usædvanligt at se så tidligt efter en ny præsidents tiltrædelse, skriver AFP.

Dekretet fra Trump medfører, at statsborgere fra syv lande med en overvejende muslimsk befolkning indtil videre ikke har lov at rejse ind i USA.

Bestemmelsen rammer også personer med dobbelt statsborgerskab.

I samme ombæring har Trump sat den amerikanske flygtningemodtagelse i bero i foreløbig 120 dage.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx