Af Ritzau - 12/12-16 05:31

Søvnløse nætter kan fjerne depressionSøvnløse nætter kan fjerne depression

Tre nætter uden søvn - også kaldet vågenterapi - kan fjerne let eller moderat depression, viser forskning.

Tanken om at holde sig vågen i 36 timer tre gange på en uge er ikke rar. Men såkaldt vågenterapi har vist sig at have en gavnlig effekt for personer med let eller moderat depression.

Metoden går ud på at holde sig vågen hver anden nat i løbet af en uge, siger professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech, som har forsket i vågenterapi.

- Ved at holde sig vågen en hel nat oplever mange deprimerede, at de får det bedre allerede morgenen efter den første nat, siger han.

Hvis du har en depression, kan du eksperimentere med vågenterapi derhjemme.

Fremgangsmåden er som følger:

Først gælder det om at holde sig vågen i en nat. Den efterfølgende dag bør man gå i seng klokken 20.00 og sove til klokken 08.00 dagen efter. Hverken mere eller mindre.

Herefter gælder det om at holde sig vågen igen hele natten og gå i seng klokken 20.00 dagen efter.

Gentag indtil du har holdt dig vågen tre nætter på en uge.

- Idéen er at få normaliseret søvnrytmen. Søvnrytmen er ofte meget forstyrret hos deprimerede. Derfor er det meget vigtigt, at man holder sine sovetider både undervejs og efter forsøget, siger Poul Videbech.

Selv om det er fristende at tage en lur midt på dagen, kan det ødelægge effekten.

Mange med depression oplever en umiddelbar effekt af vågenterapi. Men problemet er, at omkring 80 procent får et tilbagefald lige så snart, de begynder at sove normalt igen.

Tilbagefaldet kan føles meget ubehageligt, hvis man lige har mærket en forbedring, fortæller Poul Videbech.

Derfor er forskere begyndt at foretage forsøg, hvor man kombinerer en uge med vågenterapi med behandling med medicin og lysterapi.

Et forskningsprojekt har vist, at 66 procent af patienter med depression slipper af med deres depressive tilstand, når vågenterapien bliver kombineret med lysterapi fra en særlig skarp lampe i 30 minutter hver morgen.

Et amerikansk studie fra Columbia University har vist, at kombinationen af vågenterapi og daglig lysterapi kan fjerne depressionssymptomer hos patienter i op til syv en halv måned, uden at patienterne samtidig får medicin.

Det skriver mediet Quartz.

Men det er dog primært personer med let eller moderat depression, der kan opleve en effekt, siger Poul Videbech.

Ønsker man at eksperimentere med vågenterapi, kan det være en god idé at tale med sin læge, før man går i gang.

- Har man angst sammen med sin depression, skal man ikke bruge vågenterapi, for så kan angsten blive værre, siger Poul Videbech.

Fakta: Hvad kan jeg ellers gøre?

- Hvis det er en depression, man lider af, er det vigtigt at erkende problemet og søge hjælp. Jo før man kommer i behandling, jo større er chancen for hurtigt at komme sig.

- Moderat til svær depression behandles ofte med medicin. Men sund kost, et moderat alkoholindtag og passende motion - eventuelt løbetræning - kan muligvis mildne depressive symptomer, som et supplement til medicinsk behandling.

- Det samme gælder lysbehandling, som har vist sig effektiv i behandlingen af vinterdepression.

Kilde: Sundhed.dk.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Politiet jagter mand med specielle...
bt.dk
Alvorlig ulykke: Mand kørt på...
bt.dk
Legendarisk stjerne gør endelig comeback
bt.dk
Geggo afslører: Jeg er startet på en...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx