Af Ritzau - 02/06-17 14:56

Islamisk Stat tager skyld for angreb på Manila-kasinoIslamisk Stat tager skyld for angreb på Manila-kasino

Myndighederne mener, at angreb på kasino var et røveriforsøg og ikke et IS-angreb. 36 blev dræbt.

Islamisk Stat har taget skylden for et angreb på et kasino i Filippinernes hovedstad, Manila, hvor 36 mennesker blev dræbt. Det skriver Reuters med henvisning til gruppens Amaq-nyhedsbureau.

De fleste blev dræbt som følge af røgforgiftning.

Myndighederne har tidligere afvist, at angrebet blev udført af en militant gruppe. De siger, at der var tale om et røveriforsøg.

Ved angrebet på et kasino ved Resorts World Manila skød angrebsmanden rundt på kasinoet og tændte ild til spillebordene. Den formodede gerningsmand bag skyderiet tog efterfølgende livet af sig selv.

- Han har sat ild til sig selv på et hotelværelse. Han har overhældt sig selv med benzin, siger den nationale politichef, Ronald de la Rosa.

- Islamisk Stat udførte Manila-angrebet i Filippinerne, rapporterer Islamisk Stats nyhedsbureau.

Politiet i Manila jagtede manden i flere timer, efter han havde angrebet kasinoet, der ligger i forlængelse af flere hoteller. Politiet mener, at han handlede alene.

Under jagten på gerningsmanden kunne man se røg stige op fra kasinokomplekset, hvor politiet gennemsøgte det minutiøst rum for rum.

- Lad være med at gå i panik, der er ingen grund til at slå alarm. Vi kan ikke betegne dette som terror, sagde Ronald de la Rosa tidligere.

- Vi betragter dette som et røveri, da gerningsmanden ikke har såret nogen og gik direkte til det rum, hvor kasinoet opbevarer jetoner.

Ifølge Al Jazeera var gerningsmanden hvid og talte engelsk.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Ritzau, at der ikke er meldinger om danskere blandt de omkomne.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx