Af Ritzau - 16/04-17 03:02

Tyrkiet slår til mod mistænkte ekstremister inden afstemningTyrkiet slår til mod mistænkte ekstremister inden afstemning

Fredag blev fem personer anholdt i Istanbul. De mistænkes for at ville udføre angreb ved søndagens afstemning.

Søndagens folkeafstemning i Tyrkiet om udvidede magtbeføjelser til præsidenten er omgærdet af enorme sikkerhedsforanstaltninger.

Det seneste år er landet blevet ramt af adskillige blodige bombeangreb. Ifølge myndighederne er de udført af enten kurdiske militante eller jihadister fra blandt andet Islamisk Stat.

Derfor er alle sejl sat til at for at forhindre angreb på selve dagen for afstemningen. Alene i Istanbul er flere end 33.500 politifolk indkaldt til tjeneste søndag, oplyser tyrkiske medier.

Den seneste uge er mindst 49 personer, som mistænkes for at være tilknyttet Islamisk Stat, blevet anholdt i Istanbul.

Det oplyser det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Myndighederne i storbyen anholdt fredag fem personer, som mistænkes for at planlægge et angreb på afstemningsdagen.

Tidligere på ugen slog antiterrorenheder til i byen Izmir, hvor 19 formodede islamistiske ekstremister blev anholdt ifølge nyhedsbureauet AFP.

I forvejen har Tyrkiet i nu næsten et år været i undtagelsestilstand efter et mislykket kupforsøg i juli sidste år. I kølvandet af forsøget på at vælte styret er næsten 50.000 personer blevet anholdt. Deriblandt tusindvis af militærfolk.

I lighed med politi og sikkerhedsstyrker har de tyrkiske politikere også haft travlt op til afstemningen, der kan udvide præsident Recep Tayyip Erdogans magtbeføjelser og ifølge nyhedsbureauet Reuters medføre den mest omfattende ændring af landets politiske system i moderne tid.

Meningsmålinger tyder på et næsten dødt løb mellem tilhængere og modstandere af forfatningsændringen, der vil give præsidenten næsten uindskrænket magt.

På grund af et forbud om at holde valgmøder efter klokken 16 lørdag eftermiddag satte Tyrkiets toppolitikere slutspurten ind fra morgenstunden.

Præsident Erdogan nåede at afholde fire møder i Istanbul-området, inden tidsfristen udløb, beretter AFP.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx