Af Ritzau - 11/12-16 13:39; Opdateret: 11/12-16 14:45

62-årig romer skal lede Italien efter Renzis farvel62-årig romer skal lede Italien efter Renzis farvel

Paolo Gentiloni har fået til opgave at danne en ny regering, efter at Matteo Renzi stoppede som regeringschef.

storybild

Paolo Gentiloni er udset som manden, der skal forsøge at samle en ny italiensk regering efter Matteo Renzis fratræden. (Billede: Reuters/Remo Casilli)

Afgående udenrigsminister Paolo Gentiloni er af præsident Sergio Mattarella udnævnt som Italiens nye premierminister.

Hans vigtigste opgave bliver nu at samle en regering, der kan lede det økonomisk pressede land, indtil der efter planen bliver afholdt nyvalg senest til februar næste år.

Stillingen var ledig, efter at tidligere premierminister Matteo Renzi gik af som følge af det italienske nej til hans reformpakke ved en folkeafstemning tidligere på måneden.

Reformerne skulle gøre det nemmere at gennemføre den politik, som Renzi fandt nødvendig for at genoprette italiensk økonomi.

Paolo Gentiloni fungerede senest som udenrigsminister i Renzis regering og regnes ifølge nyhedsbureauet AFP som en af dennes nærmeste støtter.

Den 62-årige romer har en fortid i venstreorienterede partier og var i 2007 med til at stifte det socialdemokratiske Partito Democratico, som han stadig tilhører.

Han lover en hurtig afklaring på regeringsspørgsmålet.

- Jeg er klar over, at det haster med at få en ny regering på plads.

- Samtalerne mellem præsidenten og partilederne vil danne grundlag for sammensætning og grundlaget for den nye regering, siger han ifølge La Repubblica.

Det forventes, at den nye regering er klar på onsdag, hvor parlamentet formelt skal godkende den.

Allerede nu har protestpartiet Femstjernebevægelsen truet med at boykotte afstemningen.

Partiet mener, at der skal udskrives et nyt parlamentsvalg med det samme efter udfaldet af folkeafstemningen.

Italien har i øvrigt haft 60 forskellige regeringer de seneste 68 år.

Ved afstemningen om forfatningsreformer var afstanden mellem modstandere og tilhængere af reformerne på næsten 20 procentpoint, hvilket var langt større end forventet.

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble har sagt, at Italien bør fortsætte den økonomiske kurs, som Renzi, stod i spidsen for. Men han understreger samtidig, at det er nødvendigt, at der er tålmodighed i de andre EU-lande.

- Italien må på en overbevisende måde fortsætte den kurs, som Renzi har anvist politisk og økonomisk i de seneste tre år. De ansvarlige i Italien ved dette, sagde Schäuble efter Renzis nederlag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx