Af Ritzau - 08/06-17 12:34; Opdateret: 08/06-17 13:07

Flertal vil opgive skattegæld på seks milliarder kronerFlertal vil opgive skattegæld på seks milliarder kroner

Et politisk flertal præsenterer torsdag en aftale om at opgive skattegæld, erfarer TV2 og Ritzau.

Et bredt flertal i Folketinget vil torsdag præsentere en ny skatteaftale, erfarer TV2.

Ifølge TV2's oplysninger, som Ritzau har fået bekræftet, vil aftalen blandt andet betyde, at et flertal i Folketinget opgiver at inddrive gæld på seks milliarder kroner.

Det er ganske enkelt for besværligt for Skat at inddrive dem, mener partierne.

Til gengæld vil politikerne tilføre ressourcer til en opprioritering af inddrivelsen af skat fra udlandsdanskere. Samtidig vil man også opprioritere inddrivelsen af skat fra små- og mellemstore virksomheder, erfarer TV2.

Ritzau erfarer, at aftalen derudover forpligter politikerne til at kompensere kommuner og forsyningsselskaber, hvis tilgodehavender hos borgerne ikke er blevet kradset ind.

Skats mangelfulde inddrivelse af gæld betyder, at danskernes fælleskasse er gået glip af et stort milliardbeløb.

Flere borgmestre har den seneste tid givet udtryk for, at de selv er bedre i stand til at inddrive den gæld, borgerne skylder det offentlige, end staten er.

Skats storstilede computersystem EFI, der egentlig skulle stå for inddrivelsen, har nemlig vist sig ikke at kunne løse opgaven.

Problemet med EFI stikker dog dybere end et it-system, der ikke virkede. Skattelovgivningen var simpelthen for kompleks til at blive håndteret af computere, har politikerne måttet erkende.

Nuværende finansminister Kristian Jensen (V) har erkendt, at inddrivelsen af borgernes gæld til det offentlige alt for forhastet blev flyttet fra kommunerne til staten.

Men det ledende regeringsparti Venstre har afvist, at de problemer, som skattevæsnet står med i dag, kan løses ved at rykke inddrivelsen tilbage til kommunerne.

- Så længe de ikke står sammen om et ønske, bliver det i hvert fald ikke til noget, sagde Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, til Ritzau i maj.

Det vil heller ikke give mening, hvis hver enkelt kommune skal til at have sit eget system, påpeger hun.

- Det vil kun skabe mere forvirring, mener Louise Schack Elholm.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx