Af Ritzau - 09/05-17 09:01

Begynderguide: Kast dig ud i klassisk musikBegynderguide: Kast dig ud i klassisk musik

Ligesom nye i trafikken får råd og regler at navigere efter, så er der også nogle spilleregler med klassisk musik, som kan gøre det nemmere for nybegyndere.

Måske er fire timers Wagner-koncert ikke lige måden at komme den klassiske musik nærmere, men der er mange muligheder for dem, der gerne vil ind i de store koncertsale, men som ikke helt ved, hvor de skal begynde.

For selv om symfonierne ikke altid klinger velkendt, så er der meget klassisk musik, du genkender, når du hører den. Det forklarer musikanmelder og forfatter til bogen "117 symfonier" Peter Dürrfeld.

Han sammenligner visse symfonier med at løbe et maraton - man skal trænes op med kortere distancer for at få det fulde udbytte af de mere tunge værker.

- Det kan vække en god nysgerrighed at starte ud med kendte værker. Mozarts "Eine kleine nachtmusik" eller den 40. symfoni genkender alle fra noget så trivielt som 2000'ernes ringetoner, forklarer Peter Dürrfeld.

Det kan også give en bedre fornemmelse for, hvilke koncerter det vil være spændende at opleve, hvis man lytter til en komponist ad gangen, indtil man hører noget, der giver lyst til at opleve det ved en rigtig koncert.

- At se musik spillet live på denne måde er en oplevelse, for man kan se hvor komplekst tonerne bygges op - og det ville man aldrig kunne høre derhjemme selv ikke på gode højttalere, siger Peter Dürrfeld.

Det kan føles som en stor udgift at kaste penge efter noget, man ikke helt ved, hvad er. Kvier du dig ved at svinge dankortet, så hold øje. De såkaldte grøntsagskoncerter i Odense er gratis, klassiske koncerter, og også i Aarhus er der skemasat en gratis familiekoncert med symfoniorkestret den 11. maj.

- Det sjællandske ensemble Copenhagen Phil er kendt for sine "60 minutes"-koncerter, hvor rytmisk musik møder det klassiske orkester, og hvor man hverken skal punge ud med hele opsparingen eller sidde stille en hel aften for at få en oplevelse, fortæller Dorte Grannov, der er udviklingsansvarlig ved Det Kongelige Teater.

Hos Det Kongelige findes også enkelte forestillinger, hvor man kan få to billetter for en billets pris.

Men det er ikke kun i den klassiske musik, at man kan være så heldig at genkende melodien. Symfoniorkestre landet over tager også fra tid til anden fat i den musik, du allerede kender i forvejen.

Mens DR's Symfoniorkester i den kommende tid spiller Sci-Fi-temaer fra "Star Wars" og "Aliens", kaster Sønderjyllands Symfoniorkester sig ud i forestillingen "Danske Filmperler", og Aalborg Symfoniorkester har sikret sig rettighederne til at opføre musikken fra "Harry Potter og de vises sten".

Fakta:

Gode komponister til begyndere

Mozart: Den velkendte strygerserenade "Eine kleine nachtmusik", og den lettilgængelige "Klarinetkoncert".

Beethoven: Den tunge Symfoni 5: "Skæbnesymfonien", og den lette naturhyldende Symfoni 6: "Pastoral".

Tjajkovskij: Den gribende "Svanesøen", "Nøddeknækkeren" og "Tornerose".

Bach: De seks Brandenburg-koncerter, der bærer præg af dybe rytmer og stor passion.

Mendelssohn: Symfoni 3 "Den skotske", og Symfoni 4 "Den italienske". De er meget melodiøse, lette og yndefulde symfonier, som det ikke er vanskeligt at gå til.

Kilde: Peter Dürrfeld.

Fakta:

Her spiller de noget, du genkender

Aarhus: 11. maj gratis familiekoncert.

DR's symfoniorkestret: Den symfoniske rumrejse – "Star Wars", "Aliens" og "Star Trek".

Odense: Grøntsagskoncerter, der er gratis, klassiske koncerter.

Aalborg: "Harry Potter og de vises sten"-koncert. "Svanesøen", "Nøddeknækkeren", "Romeo og Julie".

Sønderjyllands Symfoniorkester: "Danske Filmperler".

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx