Af Ritzau - 27/03-17 09:09

Det skal du huske efter en hverdagsulykkeDet skal du huske efter en hverdagsulykke

Man skal både indsamle dokumentation, gå til lægen og ringe til forsikringen i tide.

Et cykelstyrt, et vrid i ryggen eller et fald på en trappe.

Man kommer hurtigt ud for små ulykker i hverdagen, men i stedet for flovt at haste videre, handler det om at vide, hvornår du skal reagere.

En ny undersøgelse fra UlykkesLinjen viser, at omkring halvdelen af alle cyklister, der har været involveret i en eneulykke i trafikken, aldrig gik til lægen, og det er meget problematisk, hvis man får langvarige mén.

Derfor er der simple, men vigtige ting, du bør gøre efter en hverdagsulykke med personskader.

Første step er at reagere, hvis du kort tid efter ulykken oplever gener, smerter eller ubehag, siger Bente Elton Rasmussen, der er socialrådgiver og rådgiver på UlykkesLinjen.

- Så hurtigt man bliver opmærksom på symptomer, så hurtigt skal man søge læge. For det handler om at få det dokumenteret i første omgang, siger Bente Elton Rasmussen.

- Hvis man begynder at få smerter, eller man synes, man bliver utilpas og dårlig, så skal man opsøge egen læge eller skadestuen, siger hun.

Lægebesøget tjener samtidig som dokumentation, hvis der opstår langvarige mén.

Nogle forsikringsselskaber har nemlig en regel om, at hvis ikke du har været til lægen og fået skaden dokumenteret inden for 72 timer efter ulykken, så kan generne ikke nødvendigvis relateres til ulykken, hvilket kan gøre det svært at få erstatning senere, forklarer Bente Elton Rasmussen. Og særligt nakke- og hovedskader kan være svære at opdage i starten.

- Nogle patienter henvender sig til os hen ad vejen i forløbet, når skaden er kommet så langt ud, at de har problemer med at klare sig selv. Og det er først der, de bliver opmærksomme på de rettigheder og muligheder, de egentlig har, siger hun og tilføjer:

- Og så står de med håret i postkassen, hvis ikke der er noget dokumentation for ulykken, eller man ikke kan bevise årsagssammenhængen.

Ud over et lægebesøg kan dokumentation også være billeder af skaden, stedet og kontaktoplysninger på vidner, forklarer Bente Elton Rasmussen.

Du bør også tale med dit forsikringsselskab umiddelbart efter, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent i Forsikringsoplysningen hos Forsikring & Pension.

- Når vi snakker om en ulykkesforsikring, så går den jo ind og dækker varige mén, hvilket man normalt ikke kan konstatere med det samme. Men der kan sagtens være anden hjælp at hente til for eksempel behandlingsudgifter, så derfor er det en god idé at være i kontakt med sit forsikringsselskab tidligt, siger hun.

Fakta: Huskeliste efter ulykken

- Fotografér ulykkessted og skader, så du har dokumentation for ulykken.

- Få kontaktoplysninger på involverede og vidner. Kontakt politiet, hvis det er relevant.

- Søg læge hurtigst muligt, hvis du får gener. Både for dit helbreds- og dokumentationens skyld. Nogle forsikringer har en regel om, at gener skal dokumenteres inden 72 timer, hvis de skal tilskrives en ulykke.

- Informér dit og en eventuel modparts forsikringsselskab om ulykken. På kort sigt kan det være, du kan få dækket betaling til eksempelvis fysioterapi, på længere sigt kan det handle om erstatning.

Kilder: UlykkesLinjen og Forsikringsoplysningen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx