Af Ritzau - 31/12-16 18:49; Opdateret: 31/12-16 19:08

Debattør: Dronning talte om det der optager danskerneDebattør: Dronning talte om det der optager danskerne

Integration optager danskerne. Derfor var det godt, at dronningen talte om emnet, mener debattør.

Dronningen kom ind på emner, der bekymrer og optager danskerne i sin nytårstale, der blev holdt i dronningens arbejdsværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

Det mener debattør og kulturkritiker Kasper Støvring.

- I den første tredjedel af talen berørte hun nogle temaer, der optager danskerne rigtig meget, siger han.

Kasper Støvring noterer sig, at dronningen kom ind på terror, som mange danskere bekymrer sig om.

Men hun talte også om de flygtninge, der er kommet til landet, og hvordan de integreres i det danske samfund.

- Hun gik meget op i at betone, at de, der kommer til landet, skal forstå, at de kommer til en bestemt kultur, som man bliver nødt til at tilpasse sig.

- Jeg synes, at det var fint, at hun kom ind på, at integration ikke bare kommer af sig selv, siger han.

Det er ikke første gang, at dronningen omtaler integration. Det har hun gjort i både bøger og tidligere taler, der har været meget omdiskuteret.

Alligevel mener Kasper Støvring ikke, at dronningen blev politisk i sin tale, selv om integration fortsat er højt på den politiske dagsorden.

- Hun holder balancen. Hun taler på nationens vegne og på vegne af vores nationale fællesskab.

Netop fællesskabet var også centralt i dronningens tale, hvor der ikke kun blev appelleret til indvandrere men samtlige danskere.

- Hun appellerer til vores virketrang og vores arbejdsmoral, det at have gode ideer og gøre en ekstra indsats. Og at man skal tale med andre og have gode naboskaber.

At arbejde for at hjælpe andre og diskussionen af danskhed er tilsammen de ting, Kasper Støvring vil huske talen for.

- Det er en blanding af protestantisk arbejdsmoral og en national identitet. Det er de to overskrifter, jeg vil sætte på hende nytårstale, siger debattøren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx