Af Ritzau - 31/05-17 21:45

Trump henviser alle spørgsmål om Rusland til ekstern advokatTrump henviser alle spørgsmål om Rusland til ekstern advokat

En advokat skal fremover besvare alle pressespørgsmål om forbindelser mellem Trumps hold og Rusland.

Donald Trumps talsmand og andre talspersoner i Det Hvide Hus vil ikke længere svare på spørgsmål om igangværende undersøgelser af præsidenten og hans stabs mulige - og måske ulovlige - forbindelser til Rusland.

Det siger talsmand Sean Spicer på et pressemøde i Det Hvide Hus onsdag.

- Fremover vil alle spørgsmål om dette blive henvist til advokat Marc Kasowitz uden for huset, siger Spicer.

Meldingen falder i forlængelse af et spørgsmål til rygter om, at den tidligere FBI-direktør James Comey skal have planer om fortælle, at Trump pressede ham til at skrotte en undersøgelse af en tidligere sikkerhedsrådgiver.

Sikkerhedsrådgiveren Michael Flynn måtte senere forlade sin stilling. Det skete, tre måneder efter at han var blevet ansat.

Flynn havde under valgkampen holdt flere møder med den russiske ambassadør i USA.

Historier om andre forbindelser til Rusland er senere kommet frem. Blandt andre Donald Trumps rådgiver og svigersøn Jared Kushner har holdt møder med en russisk bankmand, der står præsident Vladimir Putin nær.

Den sag har fået stor dækning i amerikanske medier de seneste dage.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx