Af Ritzau - 17/12-16 20:11

Kina vil sende drone fisket op fra havet retur til USAKina vil sende drone fisket op fra havet retur til USA

Kineserne kritiserer amerikanere for at have pisket en stemning op i sag om undervandsdrone.

Kina vil sende en drone retur til amerikanerne, efter at kineserne fredag fiskede den op i omstridt hav. Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, lørdag.

- Gennem direkte dialog med de kinesiske myndigheder er vi nået frem til en forståelse af, at kineserne vil levere UUV'en (dronen, red.) tilbage til USA, siger Peter Cook, talsmand for Pentagon, i en skriftlig udtalelse.

Det var et krigsskib fra Kinas flåde, der beslaglagde en amerikansk undervandsdrone i internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav.

Beslaglæggelsen fik USA til at klage over kineserne og bede dem levere dronen tilbage.

- Det er vores, den er tydeligt mærket som vores, og vi vil gerne have den tilbage. Og vi vil gerne have, at det her ikke gentager sig, lød det fra Pentagon-talsmand Jeff Davis.

Undervandsdronen blev ifølge amerikanerne opsamlet af kineserne torsdag i det omstridte hav ud for Filippinerne.

Det skete, lige inden et amerikansk skib skulle til at hente dronen op fra havbunden.

Dronen blev brugt til at indsamle data om blandt andet havets saltholdighed, temperatur og sigtbarhed. Den koster ifølge Pentagon 150.000 dollar - godt en million danske kroner - og benytter sig ikke af hemmelig teknologi.

Kina har i forbindelse med drone-sagen beskyldt USA for at piske en stemning unødvendigt op.

Blandt andet har kommende præsident Donald Trump på Twitter kaldt det en uhørt handling.

- Kina stjæler en af den amerikanske flådes droner til research i internationalt farvand - flår den op af vandet og tager den med til Kina, skrev Trump lørdag.

På det kinesiske forsvarsministeriums hjemmeside oplyser Kina, at landet har været i dialog med USA under hele forløbet.

- I løbet af processen har amerikanernes ensidige og åbenlyse opgejling været upassende, og det er ikke gavnligt i forhold til at nå frem til en problemfri løsning. Vi udtrykker ærgrelse over dette, skriver kineserne videre.

Kina har i årevis egenhændigt krævet retten til omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav i en zone i nærheden af Filippinerne, Malaysia og Vietnam.

USA og andre lande afviser at acceptere Kinas territorialkrav.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx