Af Ritzau - 03/03-17 18:31; Opdateret: 03/03-17 19:10

Troels Lund kæmper for at tage børnepenge fra østarbejdereTroels Lund kæmper for at tage børnepenge fra østarbejdere

Den danske regering vil skære i mængden af børnepenge, østarbejdere kan sende hjem til deres familier.

Det er ikke rimeligt, at personer fra fattige europæiske lande forsynes med børnepenge efter danske standarder, som efterfølgende sendes hjem til familier i eksempelvis Polen eller Bulgarien.

Det synspunkt leverede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fredag i Bruxelles, da han mødtes med sine europæiske kolleger.

En stor gruppe lande, primært fra Østeuropa, siger kategorisk nej. Men den danske minister er optimist. Særligt varmer det, at en stormagt som Tyskland for nylig bevægede sig over på Danmarks side.

- Det har gjort en stor forskel, at Tyskland har meldt så klart ud, siger Troels Lund Poulsen.

Foreløbigt har også Østrig stillet sig på danskernes side. Mens lande som Holland, Finland og Irland ifølge ministeren også bevæger sig i hans retning.

- Der er flere og flere lande, der falder ud til fordel for at indeksere sociale ydelser, siger Troels Lund Poulsen.

Han peger desuden på, at udfaldene af snarlige valg i blandt andet Frankrig og Tyskland kan få afgørende betydning for diskussionen.

- Men det her kommer til at tage år. Det er en indledende diskussion, som bliver et kæmpestort tema i 2017 og måske også 2018, siger Lund Poulsen.

Debatten om indeksering af sociale ydelser tog for alvor fart i 2016, inden briterne valgte at forlade unionen. I bestræbelserne på at afværge brexit gik de resterende medlemslande faktisk med til at lade briterne indeksere.

Men sammen med briternes farvel er en stor gruppe landes velvilje altså også forsvundet.

Ifølge EU-Kommissionen udgør børnepenge, der sendes fra et EU-land til et andet, blot cirka én procent af de samlede udgifter på området. Derfor er der intet økonomisk rationale bag idéen om at forskelsbehandle, mener man.

Troels Lund Poulsen anerkender, at der ikke er tale om store penge.

- Men det handler om, hvad der kan forklares, og hvad der er ret og rimeligt.

- Det er meget svært at forklare, at man skal arbejde nogle få timer i Danmark, før man optjener ret til velfærdsydelser, som man kan sende hjem til sin familie i Bulgarien eller Rumænien. Vel at mærke ydelser, som har en meget stor værdi i købekraft, siger ministeren.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx