Af Ritzau - 11/12-16 06:29

Rumænsk venstrefløj ventes at gøre comeback efter dødsbrandRumænsk venstrefløj ventes at gøre comeback efter dødsbrand

En fatal natklubbrand tvang Socialdemokraterne fra magten sidste år. Søndag ventes partiet at genvinde magten.

Vælgerne i Rumænien går søndag til valg for at sammensætte et nyt parlament.

Her ventes Socialdemokraterne (PSD) at gøre comeback som regeringsparti. Det sker, et år efter en politisk krise i form af en fatal brand på en natklub i Bukarest tvang Victor Ponta af posten som premierminister.

Siden har landet været ledet af en teknokratregering.

Målinger forud for valget viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at Socialdemokraterne vil få omkring 40 procent af stemmerne.

Centrumhøjrepartiet Det Nationale Liberale Parti (PNL) og Unionen for at Redde Rumænien (USR) vil tilsammen få omkring 35-40 procent.

Efter branden på natklubben i Bukarest 30. oktober 2015, hvor 64 mennesker døde, gik titusindvis af vrede rumænere på gaden for at tvinge premierminister Victor Ponta og hans PSD-ledet regering til at træde tilbage.

Efterforskningen efter branden har vist, at visse sikkerhedsforanstaltninger ikke blev overholdt på natklubben.

Mange rumænere mener, at korruption er skyld i, at natklubben på trods af overtrædelserne havde de nødvendige tilladelser til at afvikle et show med fyrværkeri indendørs.

Efter Victor Pontas afgang blev en teknokratregering indsat under Darcian Ciolos, der er tidligere EU-kommissær.

Både PLN og USR støtter, at Darcian Ciolos bliver på posten.

Socialdemokraterne derimod ventes at danne koalition med Alliancen af Liberale og Demokrater (Alde). Begge partier ønsker at se PSD-leder Liviu Dragnea som premierminister.

I øjeblikket afsoner 54-årige Dragnea en betinget dom for valgsvindel. En lov fra 2001 forhindrer dog ikke nogen dømt for en forbrydelse i at blive minister.

Til gengæld har præsident Klaus Iohannis gjort det klart, at han nægter at udpege nogen med juridiske problemer til premierminister.

Dette vil i så fald også udelukke et comeback til Victor Ponta, der sidder på anklagebænken for påstået skatteunddragelse og hvidvaskning af penge.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx