Af Ritzau - 01/01-17 04:18; Opdateret: 01/01-17 07:03

Danmark skal møde Rusland i kvartfinalen ved ishockey-VMDanmark skal møde Rusland i kvartfinalen ved ishockey-VM

Danmarks U20-landshold slipper for at skulle møde hjemmebanefavoritten Canada i kvartfinalen ved VM.

De danske ishockeytalenters chancer for at fortsætte succesen ved VM for U20-landshold i Canada er muligvis blevet bedre efter den afsluttende kamp i gruppe A.

Her lykkedes det natten til søndag dansk tid Finland at vinde 2-0 over Schweiz, og det resultat sikrer Danmark en andenplads i gruppen.

Havde Schweiz vundet kampen mod finnerne, ville Danmark være sluttet på en tredjeplads.

Dermed undgår Danmark at få hjemmebanefavoritten Canada som modstander i kvartfinalen.

Danmark skal i stedet møde Rusland, der efter en sejr over Slovakiet slutter på tredjepladsen i gruppe B.

Det betyder, at Slovakiet får den tvivlsomme fornøjelse af Sverige, der vandt alle sine fire gruppekampe. Blandt andet 6-1 over Danmark i åbningskampen.

USA vandt gruppe B efter en sejr på 3-1 mod Canada. Det amerikanske hold er som Sverige ubesejret og møder Schweiz i kvartfinalen.

Trods sejren over Schweiz er Finland færdige i turneringen. De forsvarende verdensmestre slutter på sidstepladsen i gruppe A med kun tre point.

Holdet har undervejs blandt andet tabt 2-3 til Danmark, der fik seks point i gruppespillet.

Samtlige fire kvartfinaler spilles 2. januar canadisk tid, men semifinalerne afvikles to dage senere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx