Af Ritzau - 07/04-17 03:34

Rusland advarer USA om konsekvenser ved aktion i SyrienRusland advarer USA om konsekvenser ved aktion i Syrien

Vi må tænke på de negative konsekvenser, hvis en militær aktion fandt sted, siger Ruslands FN-udsending.

Ruslands fungerende FN-udsending advarer om, at det kan få negative konsekvenser, hvis USA som svar på et formodet giftgasangreb i den syriske Idlib-provins gennemfører militære angreb i Syrien.

- Vi er nødt til at tænke på de negative konsekvenser, hvis en militær aktion fandt sted, og alt det ansvar, der ville hvile på skuldrene af dem, der indledte en så tvivlsom og tragisk handling, siger FN-udsendingen, Vladimir Safronkov.

Da han bliver spurgt om, hvad de negative konsekvenser kan være, svarer han:

- Se på Irak, se på Libyen.

Tidligere torsdag sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, at "noget skal ske" med Syriens præsident, Bashar al-Assad.

- Jeg synes, at det, der skete i Syrien, er en skændsel mod menneskeheden. Han (Assad) er der, og jeg formoder, at han styrer tingene, så noget skal ske, siger Trump.

Præsidenten går dog ikke så langt som til at sige, at Assad skal træde tilbage. Det gør hans udenrigsminister, Rex Tillerson, derimod.

- Assads rolle i fremtiden er usikker. Og med de handlinger, han har gjort, kan det se ud, som om der ikke er nogen rolle for ham i at lede det syriske folk, siger Tillerson.

Han understreger, at der vil komme et "passende svar" fra USA efter det dødelige angreb i Syrien tirsdag.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx