Af Ritzau - 31/01-17 09:34

Trump gør højreideolog til stærk mand i Det Hvide HusTrump gør højreideolog til stærk mand i Det Hvide Hus

Rådgiveren Steve Bannon får en fast plads i præsident Trumps Nationale Sikkerhedsråd og udbygger sin magt.

Præsident Donald Trump rydder op i sit nationale sikkerhedsråd og giver sin kontroversielle rådgiver Steve Bannon en fast plads i forsamlingen.

Det gør Bannon til den måske mest magtfulde person i præsidentens inderkreds.

Det har vakt opsigt, at Trump samtidig nedgraderer den rolle, som den militære leder for generalstaben og den øverste efterretningschef plejer at spille i sikkerhedsrådet.

De vil i fremtiden kun blive indbudt til møder i Det Hvide Hus, når der diskuteres spørgsmål, som har en direkte interesse for dem.

Det fremgår af en såkaldt præsidentiel ordre, som Trump underskrev i weekenden.

Det Nationale Sikkerhedsråd behandler sager om national sikkerhed og USA's udenrigspolitik.

Den 63-årige Bannon er meget upopulær i store dele af USA. Han tilskrives en stor del af æren for, at Trump kunne blive valgt til præsident.

Han er berygtet for sin fortid som leder for Breitbart News. Det er et stærkt højreorienteret medie, som ifølge Bannons egne ord blev et talerør for den såkaldte alt-right-bevægelse.

Ifølge kritikerne er det en bevægelse, der dyrker hvidt overherredømme i USA, har støtte fra nynazister og er dybt racistisk.

Det Hvide Hus' talsmand, Sean Spicer, sagde søndag til til tv-stationen ABC, at Bannon "er del af en utrolig gruppe folk, som er en del af det nationale sikkerhedsråd.

Han forklarede, at det gør arbejdet i sikkerhedsrådet mindre bureaukratisk, at den militære chef og efterretningscheferne ofte ikke vil deltage i møderne.

Det var også tilfældet under den tidligere republikanske præsident George W. Bush.

En tidligere embedsmand i præsident Barack Obamas regering, der ønsker at være anonym, mener, at Bannons nye rolle er bekymrende.

- Det er en politisering af udenrigspolitikken uden fortilfælde, siger vedkommende.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx