Af Ritzau - 01/05-17 11:00

Læge: Hurtig lægebehandling reddede 16-årigt brandofferLæge: Hurtig lægebehandling reddede 16-årigt brandoffer

Benzinangreb kunne ifølge læge have kostet 16-årig livet, hvis ikke der ikke var blevet handlet hurtigt.

Det kunne have endt fatalt, da en 16-årig dreng med afghansk baggrund 6. februar blev udsat for et angreb med en flaske brændende benzin.

Det forklarer læge og retsmediciner Lene Boel fra Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet.

Hun er mandag indkaldt ved Retten i Horsens for at give sin vurdering af omfanget af de skader, som den 16-årige pådrog sig ved overfaldet ved idrætshallen i Ry.

Eksperten fortæller, at ofret blev forbrændt på 20 procent af kroppen. Det var primært andengradsforbrændinger, fortæller retsmedicineren.

At det ikke gik værre, skyldtes ifølge retsmedicineren kun, at den lægelige behandling hurtigt blev iværksat.

- Vurderingen var, at forurettede (den 16-årige, red.) ikke umiddelbart var i livsfare, men at han kunne have være det, hvis ikke der var foretaget lægelig behandling, siger retsmedicineren.

Vurderingen af skaderne fandt sted nogle timer efter, at den 16-årige havde været udsat for angrebet.

Overfaldet fandt sted om aftenen ved en idrætshal, hvor de fire tiltalte drenge havde aftalt at mødes med den 16-årige.

Efter angrebet med den brændende flaske benzin bevægede ofret sig hjem til fods.

Hans forældre slog herefter alarm, og den 16-årige blev øjeblikkeligt kørt til sygehuset, hvor behandlingen blev indledt.

Ofret pådrog sig første- og andengradsforbrændinger primært på ben og lår, men fik også brandsår på højre hånd og i ansigtet.

Den 16-årige dreng forklarede på det sidste retsmøde, at han stadig er plaget af smerter efter overfaldet. Sårene tilses jævnligt af en hjemmesygeplejerske.

Ofret har været sygemeldt siden overgrebet.

Han kræver cirka 60.000 kroner i erstatning for svie og tort fra de tiltalte, og derudover har han taget forbehold for en større erstatning, når graden af mén efter angrebet er gjort op.

De fire tiltalte drenge nægter sig alle skyldige. En af dem erkender at have haft flasken med brændende benzin i hånden, men siger at han tabte den ved et uheld.

Efter afhøring af retsmedicineren er der nu dokumentation. Derpå følger procedure fra anklager og forsvarer. Der ventes først dom i sagen på torsdag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx