Af Ritzau - 13/05-17 04:18

Måling: Briterne vil også kappe båndene til EurovisionMåling: Briterne vil også kappe båndene til Eurovision

Mange tilhængere af brexit ønsker også, at Storbritannien trækker sig fra det traditionsrige musikshow.

For knap et år siden stemte et flertal af briterne overraskende for, at Storbritannien skal forlade EU.

Og briterne er tilsyneladende ikke færdige med at kappe båndene til Europa.

En ny måling fredag viser, at et flertal af de adspurgte går ind for, at Storbritannien skal trække sig ud Eurovision.

56 procent ønsker, at Storbritannien forlader sangkonkurrencen, mens 44 procent fortsat vil deltage.

Det viser målingen, der er offentliggjort før lørdagens store musikshow, der i år er henlagt til Kijev i Ukraine.

- Den britiske offentlighed er ikke færdig med at løsrive landet fra europæiske institutioner, som det har været medlem af i lang tid, skriver YouGov.

Eurovision arrangeres af paraplyorganisationen for de europæiske statsradiofonier, EBU, som det britiske BBC var med til at stifte i 1950. For øvrigt sammen med blandt andre DR.

Seks år senere blev den første sangskriverkonkurrence, også kendt som det europæiske melodigrandprix, afholdt.

Storbritannien har gennem årene vundet fem gange, og det rækker til en delt tredjeplads på listen over vindere sammen med Frankrig og Luxembourg. Irland og Sverige er nummer et og to.

Siden 1981 er det dog kun blevet til en enkelt sejr. Den tilfaldt Katrina and the Waves i 1997 med "Love Shine a Light".

Ved afstemningen om britisk medlemskab af EU i juni 2016 gik 52 procent af de vælgere, som stemte, ind for at forlade Den Europæiske Union, mens 48 procent ønskede at blive.

Eurovision-målingen viser nogenlunde samme skillelinjer.

Blandt dem, som ønsker at forlade konkurrencen, stemte 76 procent for brexit og en endnu større andel er 65 år eller derover.

På samme måde er der en overvægt af EU-tilhængere og personer mellem 18 og 24 år i gruppen af eurovision-tilhængere.

Det fremgår også af målingen, at 19 procent af briterne regner med at se lørdagens show fra Kijev.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx