Af Ritzau - 22/05-17 16:45

Zuckerberg på turné afviser at være på vej ind i politikZuckerberg på turné afviser at være på vej ind i politik

Zuckerberg ønsker at få "et bredere perspektiv", så Facebook bedre kan tjene næsten to milliarder brugere.

Facebooks leder, Mark Zuckerberg, siger, at han ikke har planer om at stille op til noget politisk valg, men gennemfører en række offentlige møder med henblik på "at lære om folks forhåbninger og udfordringer".

Medstifteren af verdens største sociale netværk forsøger at lægge en dæmper på spekulationer om, at han vil stille til præsidentposten i USA.

Spekulationer, som har fået næring af en kampagneagtig turné, som han har foretaget forskellige steder i landet.

- Min personlige udfordring i år er at besøge hver eneste stat, som jeg ikke har været i før for at lære folks forhåbninger og udfordringer at kende. Jeg vil vide, hvad de tænker om deres arbejde og deres samfund, skriver Zuckerberg på sin Facebook-side.

- Nogle af jer har spurgt, om dette betyder, at jeg agter at at gå ind i politik. Det gør jeg ikke, skriver han videre.

Zuckerberg forklarer, at han ønsker at få "et bredere perspektiv, så vi bedre kan tjene vores samfund bestående af næsten to milliarder mennesker på Facebook".

Han fremhæver også, at han vil lære mere om, hvordan et filantropisk foretagende, Chan Zuckerberg Initiativet, som han har oprettet sammen med sin kone, kan udvikles bedst muligt.

I de seneste måneder har Zuckerberg i stigende grad deltaget i offentlige diskussioner om sociale og politiske emner og som Facebooks rolle i verden.

I februar skrev Zuckerberg, at Facebook kan bringe folk nærmere sammen i en tid med opsplittende politik og anti-globaliserings-stemninger.

I sit Facebook-indlæg søndag skrev Zuckerberg, at han på sin rundrejse har haft møder med blandt andre narkomaner under behandling, ungdomskriminelle og ledere af sociale netværk i lokalsamfund.

Han fastslår, at "det er vore relationer, som skaber os mere, end vi tror".

- Sociale netværk er vigtige, hvad enten det er online eller ej. Dette er ikke et videnskabeligt studie, og det kræver yderligere research. Men jeg tror på, at vore relationer skaber ens livsbane, mere end vi ved, skriver han.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx