Af Ritzau - 28/12-16 18:32

Russisk ambassade i Damaskus ramt af granaterRussisk ambassade i Damaskus ramt af granater

Rusland betegner granatangreb som en provokation fra ekstremisters side. Ingen er kommet noget til.

To granater har ramt den russiske ambassade i Syriens hovedstad, Damaskus. Det oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge flere nyhedsbureauer.

Ministeriet betegner angrebet som "en provokation fra ekstremisters side, der er rettet mod at ødelægge fredsprocessen i Syrien."

- Det er en bekræftelse af deres intention om fortsat at sprede terror og vold, tilføjer ministeriet.

En af granaterne slog ned i ambassadens gårdhave, men eksploderede ikke. Den anden granat ramte tæt ved ambassaden.

Ingen mennesker er kommet til skade ved angrebet, og der er heller ikke melding om ødelæggelser.

Mineryddere arbejder nu i det område, hvor granaterne slog ned, skriver ministeriet i en meddelelse.

Den russiske ambassade ligger i det centrale Damaskus. Den har flere gange været under beskydning fra oprørsgrupper i løbet af de knap seks år, konflikten i Syrien har varet.

I maj 2015 blev en mand dræbt, da morterer slog ned tæt på ambassadens område.

Rusland har været en nær allieret af den syriske præsident, Bashar al-Assad, siden krigen i landet brød ud.

I september 2015 begyndte Rusland at støtte det syriske styre militært og sendte kampfly til landet.

Tidligere på måneden vandt Assad en vigtig sejr, da hans styrker med hjælp fra Rusland genvandt kontrollen over det østlige Aleppo.

Området har længe været under oprørsgruppers kontrol.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx